Franke er ny aktionær i Duravit
Den schweiziske virksomhed Franke Group har købt sig ind i Duravit AG og ejer nu 25 pct. af det tyske firma.
De to virksomheder har planer om et samarbejde, der skal udvikle innovative produktserier til bad og køkken under deres respektive brands. Formålet er at gå forrest med nye tendenser inden for livsstil og skabe endnu højere livskvalitet på badeværelset og i køkkenet.
Den 29. marts 2016 erhvervede Franke Group en aktiepost på 25 pct. i Duravit, der med hovedkontor i Hornberg, Tyskland, er producent af designerbadeværelser og velværesystemer. Franke og Duravit har komplementerende produktserier og vil få stor gavn af et tæt samarbejde. Begge selskaber har et internationalt fokus og stærke brands og er i frontlinjen, når det gælder innovation og fokus på design, kvalitet og intelligent funktionalitet.
Det er disse egenskaber, der ligger til grund for etableringen af et strategisk samarbejde om badeværelse- og køkkenløsninger. Der vil ligeledes være gode muligheder for yderligere vækst inden for projektering. Ved at samle de fælles styrker vil de to samarbejdspartnere kunne gå forrest med nye tendenser inden for livsstil og skabe højere livskvalitet på badeværelser og i køkkener. Derved skaber de grundlaget for yderligere ekspansion og styrkelse af deres respektive markedspositioner.
Duravits tidligere minoritetsejer, Roca Corporación Empresarial SA, har solgt sin aktieandel pr. 31. december 2015, hvilket var en forudsætning for Frankes investering. Med forbehold for godkendelse af de internationale konkurrencemyndigheder er det disse aktier, Franke overtager.
Bestyrelsesformand Gregor Greinert, Duravit, opsummerer det 20 år lange samarbejde med Roca således: ”Vi vil gerne takke Roca for et udmærket og altid fair og konstruktivt samarbejde gennem de to sidste årtier. Vi ser positivt på fremtiden, som vi nu skal skabe sammen med Franke.”
Duravits topchef, Frank Richter, kan allerede nu se de positive sider ved det nye samarbejde: ”Vi forestiller os mange fordele for begge parter. Sammen kan vi realisere yderligere nationale og internationale vækstpotentialer inden for badeværelses- og køkkensektoren. Det gælder både i vores showroom og i projektbaserede løsninger.”
Topchef i Franke Group Alexander Zschokke udtaler: ”Det nye samarbejde med Duravit er en vigtig milepæl i den strategiske udvikling af Franke Group. Begge virksomheder har fremragende ekspertiser, mere end 100 års erfaring og et højt niveau af designkompetence. Duravit er ikke blot en stærk udviklingspartner for Franke; vores virksomhedskulturer matcher også hinanden, idet innovation og initiativ har topprioritet i begge selskaber. Sammen vil vi sætte nye standarder inden for baderums- og køkkensektoren og opleve en stor stigning i vores vækstrater.”
Duravit
Duravit, der blev grundlagt i 1817, arbejder ud fra en filosofi om ”living bathrooms”, der bl.a. kommer til udtryk i samarbejdet med fremtrædende designere som Philippe Starck, Phoenix Design, EOOS, sieger design samt Matteo Thun. Resultatet er innovative løsninger, der sætter nye standarder igen og igen - og henvender sig til forskellige budgetter og livsstile. Duravit har fokus på fremragende design, høj kvalitet og intelligent teknologi, og Duravits produkter strækker sig fra sanitet og badeværelsesinventar til bruse- og badekar, velværesystemer, bidéttoiletter og tilbehør. Duravit har produktion 11 forskellige steder over hele verden og ca. 5.800 ansatte og havde i 2015 en nettoomsætning på ca. 3,2 mia. kr. (432 mio. euro).
Franke
Franke, der er en del af Artemis Group, er en førende global producent af løsninger og udstyr til private køkkener og badeværelser, halvoffentlige og offentlige vaskerum, professionel catering og kaffebrygning. Gruppen er repræsenteret globalt og har ca. 9.000 ansatte i 39 lande og en omsætning på ca. 14,3 mia. kr. (2.1 mia. SFr).