Hi-Con udvikler metode til at bøje beton
I samarbejde med det hollandske ingeniørfirma Pieters Bouwtechniek i Delft har Hi-Con gennem de seneste to år udviklet en metode, der kan kold-bøje betonelementer støbt i CRC i2®.
Hi-Con har udviklet en metode, der gør det muligt at levere betonelementer med en krumning på op til 3 meter pr. løbende 25 meter.
Metoden er et udtryk for Hi-Cons strategi om konstant innovation og samarbejde samt løbende udvikling af den tekniske anvendelse af ultra high performance concrete (UHPC). Teknologien er unik for Hi-Cons anvendelse af CRC i2®, som er verdens bedst dokumenterede type af UHPC. Og netop dokumentationen af de kemiske processer i de tidlige stadier af hærdningen har været afgørende for, at kold-bøjningsmetoden kan udnytte materialets ”strain hardening” egenskaber til fulde.
Den nye teknologi medfører, at både arkitekter og kunder i fremtiden kan tænke mere frit i krumme flader med Hi-cons beton, uden at det koster mere. Det kan være i alt fra ekstra store spænd på broer, vandrette bærende elementer med indbygget pilhøjde, store, krumme facadeelementer eller fremtidens facaderenoveringsprojekter.
- Det skal være OK at drømme i vores materiale, og vi elsker at blive udfordret af kunder og arkitekter og vise, at det kan lade sig gøre - også inden for en realistisk økonomi, siger direktør i Hi-Con, Peter Vendelin Olesen.
Kold-bøjningsprocessen tilpasses det enkelte element og løber typisk over en periode på 4-5 uger før elementet har opnået den ønskede krumning. Teknikken gør det muligt først at støbe elementerne i enkle lige stykker og efterfølgende bøje dem til den ønskede krumning. På denne måde kan elementer leveres med individuel krumning uden omkostninger til en lang række komplicerede forme.