23948sdkhjf

Skimmel erfa-gruppe gør Micro Clean klogere

| Medlemsnyhed | Indrykket af SSG A/S - Micro Clean

I halvandet år har Micro Clean været med i skimmel og indeklima erfa-gruppen, hvor 45 fagfolk mødes for at udveksle viden og erfaring om, hvordan branchen bedst muligt håndterer sager med skimmelsvamp, indeklima og miljø.

Deltagerne i skimmel og indeklima erfagruppen er både rådgivere, entreprenører, forsikringsrådgivere, advokater og produktleverandører samt fra Statens Byggeforskningsinstitut, Astma-Allergi Danmark, Forsikring og Pension, Teknologisk Institut og BYG-ERFA.

Micro Clean har stor ekspertise og interesse i at følge med i udviklingen og teknologien på skimmel- og indeklimaområdet. I erfa-gruppen får vi især stiftet bekendtskab med nye tiltag fra rådgiverne – fx nye test- og prøvemetoder som DNA-metoden, der kan artsbestemme skimmelsvampen hurtigere og mere præcist,” forklarer Jakob Karbo, driftchef i Micro Clean, og fortsætter:

”Erfa-gruppen giver også et fælles fodslag. Der er stor forskel på, hvordan rådgiverne vurderer sagerne, og i netværket er vi med til at sørge for enighed om de faglige standarder."

Ifølge Peter Thompson fra Byggeviden ApS, som stiftede skimmel og indeklima erfa-gruppen, var denne faglige enighed også et af formålene med erfa-gruppen:

”Ofte er rådgiverne ikke enige om, hvordan problemer med skimmelsvamp og indeklima skal håndteres. Hvis der var mere ensartethed på området, ville det være meget nemmere for alle. Derfor tog jeg initiativ til at starte et frivilligt netværk, hvor byggeproblemer i forbindelse med skimmelsvamp, indeklima og miljø kan diskuteres på kryds og tværs af faggrupper.”

På møderne gennemgår deltagerne en til flere anonyme byggesager, der er resulteret i byggefejl og -skader. Det giver anledning til at diskutere, hvad der er årsagen, og hvordan man bedst kan udbedre byggefejlene, så alle bliver klogere.

Micro Cleans repræsentant i erfa-gruppen bliver ikke kun selv klogere, men bidrager også til, at rådgivernes rapporter bliver endnu bedre.

”Vi læser mange af rådgivernes rapporter og har som entreprenør en anden baggrund for at se, hvad der mangler, fordi vi er vant til at arbejde ud fra forskellige rådgiveres rapporter. Det kan være hensigtsmæssigt at konkretisere omfanget af et bygge- eller fugtteknisk problem, fx skimmelsvamp, ved at sætte tal på i form af areal. Og så er vi også meget ofte med til afslutningen på en byggesag, hvorimod rådgiverne primært er med i starten, så det giver god mulighed for at give feedback,” siger Jakob Karbo.

Erfa-gruppen er et frivilligt netværk, hvor alle med interesse for skimmelsvamp, indeklima og miljø er velkommen. Erfa-gruppen blev etableret i 2006. Ønsker du at være med, kan du kontakte Peter Thompson via e-mail: pt@byggeviden.com.

Medlemsnyhed

Indrykket af
SSG A/S - Micro Clean

Knapholm 6
2730 Herlev
Danmark
SSG A/S  - Micro Clean

Send til en kollega

0.122