23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Kingo har ansat Klavs Hornum - tidligere CPO i Grundfos

Sammen med Kingos indkøbschef skal Klavs Hornum systematisere og optimere virksomhedens indkøbsvolumen.

Klavs Hornum ser stort potentiale i at videreudvikle og systematisere Kingos indkøbsvolumen. Bl.a. vil han knytte Kingos leverandører tættere til virksomheden og stille flere krav til bæredygtighed. Et tema som også har betydning for ham privat.

”Jeg har ambitioner om at bidrage til en stærk økonomisk udvikling i Kingo. Jeg tror, at Kingos agenda omkring bæredygtighed er strategisk rigtig. Det er bare et spørgsmål om at have is i maven. Det kan betyde tabte indtjeningskroner på den korte bane, men på den lange bane vil det betale sig,” siger Klavs.

At sikre flere indtjeningskroner er ikke nyt for Klavs, som har stor erfaring fra sin tidligere stilling som CPO hos Grundfos i Bjerringbro. Hos Grundfos fik Klavs til opgave at spare en milliard kroner på det globale materialekøb, som han stod i spidsen for. Indtjeningen hos pumpe-mastodonten var nedadgående, og kurven skulle rettes op. Besparelsesprojektet blev kaldt ”Design to value” og løb over fire år i et tæt samarbejde med udviklingsafdelingen. Det lykkedes at spare 1 milliard, heraf 750 millioner kr. på indkøbsaftaler, og erfaringerne fra spare- og optimeringsøvelsen i Grundfos tager han med sig til Kingo.

Vil have tid til interesser

Klavs er ansat hos Kingo i en tidsbegrænset periode. Det er ikke længere hans drøm at have fast arbejde, da han også vil have tid til sine fritidsinteresser.

”De første ti år hos Grundfos var jeg personaleudviklingschef, men så fik de brug for mig i indkøb, da der skulle optimeres indkøbsprocesser. Da jeg startede, var vi 40-45 medarbejdere i indkøb. Da jeg sluttede, var vi 180 medarbejdere. Indkøb blev en global organisation med en central indkøbsafdeling i Bjerringbro. Globalisering var højt på dagsordenen. Jeg brugte mange timer på arbejde og rejste meget i mange år. Men der var andre ting, som jeg også gerne ville have tid til, så efter 4 år i Schweiz besluttede jeg at stoppe. Jeg vil ikke sidde i et fast job mere. Skal jeg lave noget, skal det mere være freelanceopgaver,” fortæller Klavs.  

Foruden sin store passion for ølbrygning er Klavs også frivilligt engageret i kommunikationsarbejde hos Dansk Røde Kors i Silkeborg, så der er stadig nok at se til for den travle mand, hvis kompetencer Kingo nu får glæde af.

I dag bor Klavs med sin hustru i Alderslyst i Silkeborg.

Kingo Karlsen A/S
F.L. Smidths Vej 17
8600 Silkeborg
Silkeborg Kommune
Danmark
CVR nummer: DK21791733
P nummer: 1001783308

Kontaktperson

VRO
Vibeke Reimer Olsen
Analytisk koordinator
+45 25169161 vro@kingo.biz

Send til en kollega

0.047