Sikkerhed er ikke bare et par kegler
Vejsektorens Efteruddannelser, VEJ-EU, sætter nu fokus på sikkerhedskompetencer for dem, som har vejen som arbejdsplads. Endnu engang betoner VEJ-EU, at deres kurser og seminarer er skabt til at netværke og udveksle best practise.
Det går forhåbentlig aldrig af mode at passe på hinanden i trafikken. Og slet ikke blandt folk, der har vejen som arbejdsplads. Her har 7.200 i løbet af de sidste fem år deltaget i sikkerhedskurser under det berømte kursusbrand Vejen som Arbejdsplads, som i branchen i daglig omtale blot hedder VSA.
Antallet af deltager på kurserne Vejen som Arbejdsplads er højt, og den vigende tendens kan i en vis grad tilskrives corona-træghed, selvom sikkerhedskurserne har været dispenseret i forhold til de nedlukninger, der har præget 2020-21. Kilde VEJ-EU
- Det er ganske mange deltagere, vi år efter år sender ind i systemet, underviser og efterfølgende med tryghed sender ud i trafikken. Der er tale om kurser, alle er forpligtet til at tage, men vi bør alligevel rose hinanden for at holde et konstant fokus på sikkerheden både for medarbejdere og trafikanter – og for også at løfte ansvaret for en fornuftig trafikafvikling, siger sekretariatschef Eva Kartholm, VEJ-EU.
Vejen som arbejdsplads er et såkaldt certifikatskursus for alle, der arbejder med byggeri og anlæg på vejene. Der er årligt knapt 1.500 deltagere, og kurset skal gennemføres for at få et certifikat, som fornys hvert femte år. Det giver et naturligt kursus-flow, siger Eva Kartholm, der har regnet på de populære kurser forud for dette årets Sikkerhedsseminar, der afholdes på Nyborg Starnd den 22. marts.
Firs sikkerhedskurser om året
Eva Kartholm fortæller videre, at VEJ-EU i løbet af de sidste fem år har afholdt næsten 400 kurser, eller hvad der i snit svarer til 80 kurser om året. Det er dermed suverænt det største kursusområde i VEJ-EU.
- Vi har på vores kurser fornøjelsen af et professionelt publikum, som beskæftiger sig seriøst med anlægs- eller driftsopgaver på vejene. Og de har løbende brug for viden om nye regler, nyt om ulykkesstatistikker og nye måder at gøre tingene på. Kort og godt har de brug for jævnligt at genopfriske og udbygge den viden, som de har opnået på VSA-kurserne, siger Eva Kartholm og understreger:
- Ansvar og professional omgang viser sig også i den meget synlige faktor, at VEJ-EU’s kurser i høj grad bruges til at skabe netværk og udveksle erfaringer om best practise.
På årets Sikkerhedsseminar er der genopfriskning på tapetet. Det er målrettet deltagere, der har gennemgået kurset Vejen som arbejdsplads, og seminaret henvender sig til ingeniører, teknikere, ansatte i politiet, ledningsejere, entreprenørformænd, vejformænd og andre, som har ansvar for sikkerhed ved anlægs- eller driftsopgaver på vejene.
- Kravene til arbejdslivet på vejene kalder på løbende opdatering, fordi der hele tiden sker nyt, og fordi vi hele tiden gennemgår vores anbefalinger og reviderer og opdaterer disse. Så når vi nu inviterer til seminar i stedet for kursus, så er det for så rettidigt som muligt at give tidligere kursister en viden om nyheder på vej. Vi giver dem altså lidt mere end det, de er forpligtet til at vide, slutter Eva Kartholm.