23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Svendene ved, hvad der forventes

I Elisabeth’s Malerfirma i Nyborg er malersvendene socialt ansvarsbevidste mennesker, hvor fleksibiliteten gælder begge veje. Ingen medarbejdere er i tvivl om, hvad der forventes malerfagligt af dem.

Malermester Elisabeth Waaler fra Elisabeth’s Malerfirma i Nyborg har et klart svar på spørgsmålet om, hvad hun gør for at skabe en god arbejdsplads, hvor medarbejderne trives i en tid med mangel på arbejdskraft. Hun sætter arbejdsmiljøet i højsædet.

- Jeg ved ikke om jeg gør noget specielt. Jeg vil bare gerne have en arbejdsplads, hvor de ansatte trives hver dag.

Elisabeth Waaler fortæller, at hun har fokus på medarbejderne - hver dag:

- Vi siger altid godmorgen, farvel og tak for i dag, og vi spørger altid ind til hinanden. Jeg er opmærksom, hvis medarbe­jderne har nogle faglige eller private ud­fordringer.

- Der bliver aldrig råbt højt – og vi skal alle kunne arbejde sammen, lyder Elisabeths Waalers opsummering af, hvad hun mener med at sætte arbejdsmiljøet i højsædet.

I gennemsnit har Elisabeth’s Maler­firma bestået af seks til otte svende og en lærling siden hun blev selvstændig i 2001. For tiden er der udover hende selv to malersvende og en lærling. En af malersvendene er hjemsendt for vinteren – og vil meget gerne ansættes igen.

Der er de senere år droslet ned på de store byggesager, fordi udbudsmaterialet er så uklart, at der opstår problemer i den efterfølgende proces.

Derfor er kunderne mest private og lidt erhverv. Først coronaen og nu krigen i Ukraine med pris- og rentestigninger kan mærkes ved, at kunderne er blevet mere forsigtige. Men om nogle måneder regner Elisabeth Waaler med at opmande igen.

Tydelige forventninger
Malermesteren er tydelig i forventningerne til udførelsen af malerarbejdet. Og Elisabeth Waaler indrømmer da også, at hun har haft malersvende ansat, som havde svært ved at finde sig til rette. Så må de finde sig et andet sted.

-Det er jo et lille firma og jeg er kendt i Nyborg for at aflevere et fornuftigt styk­ke malerarbejde. Det der skal laves, skal være i orden, ellers giver det ikke mening af være malermester. Det er mit navn og rygte, der står på spil.

- Derfor er jeg nødt til at være klar på, hvad jeg forventer af medarbejderne – og gøre tingene, som jeg vil have dem. Vil de ansatte selv bestemme, hvordan de gør tingene, så er de her ikke i lang tid, siger Elisabeth Waaler og pointerer, at det er hende, der har ansvaret overfor kunderne. Derfor er det naturligt, at hun sætter dagsordenen.

Friere tøjler og bil
Når malersvendene leverer et ordentligt stykke arbejde, så blander malermesteren sig ikke i deres arbejde. De modne og ans­varsbevidste medarbejdere får friere tøjler. Malersvendene skal være brede i deres kunnen, da de både skal kunne lave al­mindeligt malerarbejde, sprøjtespartler og sætte tapet op. 

- Jeg laver altid klare beskrivelser på opgaverne – her skal slibes, vaskes, grundes, pletspartles og så videre. Hvis det er nye malersvende kigger jeg forbi på deres arbejdssteder, mens jeg ikke tjekker de erfarne efter i sømmene. Når jeg ved, hvad de kan, så løser de opgaverne selv, forklarer Elisabeth Waaler.

Malersvendene ved, at de altid kan tage fat i malermesteren, hvis de har input til at løse opgaverne. Og er der noget, de er i tvivl om, så ringer de også bare.

Bor svendene i nærheden, og har børn, der skal hentes og bringes, så får de en firmabil. Ellers ikke.

- Lige nu er der kun en, der har bil med hjem, fordi vedkommende har små børn. Jeg har ikke økonomi til at give alle biler, selvom det er gamle og betalte biler, vi har her i firmaet. I Odense er det mere normalt, at alle har en firmabil. Men det har jeg ikke mulighed for at tilbyde alle, siger Elisabeth Waaler.
 
De skal kunne lide malerfaget
Når der ansættes nye kommer de til en grundig samtale og bliver sat ind i virksom­heden. Det vigtigste for Elisabeth Waaler er, at de kan lide deres fag og er interesserede i at blive dygtigere. At de vil lære faget og går op i at levere et ordentligt stykke arbejde.
 
Medarbejderne er alle socialt ansvars­bevidste og fleksible mennesker. De fir­kantede typer passer ikke ind i forretnin­gen.
 
- Jeg er også selv fleksibel, og jeg tror aldrig, at jeg har sagt nej til nogen, der har spurgt om fri.
 
- Medarbejderne er også fleksible – og hvis jeg siger, at der ikke er mere arbejde resten af eftermiddagen, så kører de hjem for egen regning, forklarer hun.
 
Ikke særlig pædagogisk leder
Nyborg-malermesteren forsøger at give sig tid til at være leder, selvom hun har travlt med driften af virksomheden. Det gør hun primært ved at spørge ind til, hvordan de har det.
 
- Jeg tror ikke, at jeg er nogen særlig god leder, for jeg er ikke så pædagogisk. Men medarbejderne er ikke i tvivl om, hvad et godt stykke arbejde er. De får ros, når de leverer et godt stykke arbejde – og jeg lærer dem at blive bedre, hvis det halter, siger Elisabeth Waaler, der efter få måned­er som selvstændig fik ansatte. Set i bak­spejlet ville hun godt have haft mere viden i forhold til det ledelsesmæssige.
 
- For når hverdagen går for fuld ham­mer, så er det svært at være leder. Men jeg sørger da for, at medarbejderne varierer deres arbejdsopgaver for at højne arbejds­glæden, indrømmer hun.
 
Kunderne skriver ofte til hende og roser medarbejderne for deres arbejde og væremåde. De er vellidte, hvor de kom­mer rundt – og bliver ofte belønnet med chokolade, blomster og kager.
 
- Og malersvenden, der lige nu er sendt hjem, vil netop gerne tilbage hertil, fordi han her får lov til at lave et ordentligt styk­ke arbejde. Også selvom han kunne tjene mere andre steder, konkluderer hun.
 
Billedtekster:
Malermester Elisabeth Waaler går op i at have en arbejdsplads, hvor medarbejderne trives. Hun forsøger at tage et socialt og arbejdsmæssigt ansvar og et ansvar for malerfaget.
 
Malersvend Ellen Hempler Eldrup Wexø – i midten - har været i Elisabeth’s Malerfirma i seks år. Hun er glad for kollegerne og trives med en mester, der tydeligt fortæller, hvordan arbejdet forventes udført.

Danske Malermestre
Islands Brygge 26, 5.
2300 København S
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK61834710

Kontaktperson

Annika Ipsen
Kommunikationsansvarlig
+45 61779770 aip@malermestre.dk

Send til en kollega

0.062