23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Ingeniørpraktikant viser vejen til bedre sammenhæng i Nordsjælland

Ingeniørpraktikant Viktoria Skov fra SYSTRA Danmark har udviklet en 3D-model for en lokalbane mellem Roskilde og Slangerup som led i sit speciale på DTU. Projektet sigter mod at forbedre forbindelsen mellem Nordsjælland og Midtsjælland og undersøger både anlægsomkostninger og mulige løsninger på eksisterende udfordringer.

3D-model for lokalbanestrækningen mellem Roskilde og Slangerup

Vil en lokalbane mellem Roskilde og Hillerød forbedre sammenhængen mellem Nordsjælland og Midtsjælland? På nuværende tidspunkt skal man som rejsende mellem Roskilde og Hillerød skifte fra S-tog til regionaltog på Hovedbanegården – en tur der tager ca. 1 time og 15 minutter. Det mener Viktoria Skov, ingeniørpraktikant i afdelingen for spor og anlæg i SYSTRA Danmark, kan gøres bedre. Viktoria er i gang med sit sidste år på studiet Arktisk byggeri og infrastruktur på DTU med specialiseringen anlæg. Med tre semestre tilbragt i Grønland og snart færdiguddannet som diplomingeniør, har hun allerede markeret sig med innovative idéer og løsninger.

Som en del af et specialkursus har Viktoria arbejdet med at udvikle en 3D-model for lokalbanestrækningen mellem Roskilde og Slangerup. Målet med modellen var at udarbejde et anlægsoverslag og samtidig se nærmere på de udfordringer, som jernbanen står overfor i dag, samt identificere alternative løsninger. 

Grundet tidsnød nåede Viktoria kun at færdiggøre 3D-modellen mellem Roskilde og Slangerup og har derfor ekstrapoleret omkostningerne fra disse beregninger til delstrækningen Slangerup – Nørre Herlev. Mellem Nørre Herlev og Hillerød benyttes Frederiksværksbanens spor, hvilket eliminerer behovet for anlægsomkostninger på dette stykke.

- Jeg brænder for at udfordre de traditionelle løsninger og tænke i nye baner. Der er altid plads til forbedringer, især når det kommer til bæredygtighed og effektivitet i infrastrukturprojekter. - fortæller Viktoria Skov, Ingeniørpraktikant i Spor og Anlæg i SYSTRA Danmark

 

Alternative løsninger for banestruktur

Viktoria undrede sig bl.a. også over, hvorfor grøfter altid bruges til at lede vand væk fra jernbaner, mens vejnettet ofte anvender dræn. Derfor udførte hun beregninger, der viste, at dræn under visse forudsætninger også kunne anvendes på jernbanestrækninger, hvilket vil give forskellige fordele som fx reduceret vedligeholdelse og mindre jordtransport som desuden bidrager positivt til CO2-regnskabet.

 
En anden central udfordring, som Viktoria satte fokus på, er anvendelsen af ballasterede spor på broer. Broer til ballasterede spor er både tunge og dyre at etablere. Inspireret af løsninger fra Holland foreslår Viktoria i sit studie at bruge direkte befæstede spor, som vil reducere broens egenvægt og dermed gøre projektet billigere ved at reducere materialeforbruget.

 
Ud over de tekniske løsninger udarbejdede Viktoria også en køreplansberegning, der viser at kvartersdrift mellem Roskilde og Hillerød er muligt på enkeltspor, hvilket undgår udgiften fra dobbeltspor, men stadig beholder meget kapacitet. Yderligere foreslår Viktoria at beplante de potentielle nyetablerede skråninger med stauder og vilde blomster, som udover at forskønne landskabet også vil bidrage til biodiversiteten.

 

Præmieret projekt ved Rail CPH

Viktoria indsendte sit projekt til en studieprojektkonkurrence ved Rail CPH i maj 2024, hvor hun vandt et diplom for sit innovative forslag. Hos SYSTRA er vi utrolig stolte af Viktoria og hendes flotte præstation.

- Viktoria viser et unikt engagement og evne til at tænke innovativt. Hendes projekt er et godt eksempel på, hvordan fremtidens ingeniører kan udfordre det eksisterende og skabe mere bæredygtige løsninger for vores infrastruktur. - Fortæller Peter Lassen Skrubbeltrang, afdelingsleder i Spor & Anlæg i SYSTRA Danmark

Viktoria er et lysende eksempel på de mange talentfulde unge ingeniører, vi har i Danmark, og i SYSTRA ser vi frem til at følge hendes karriere fremover.

I SYSTRA støtter vi fremtidens løsninger og de unge talenter, der vil føre dem ud i livet. Derfor er vi også medlem af initiativet Engineer det Future.

SYSTRA Danmark A/S
Kay Fiskers Plads 10
2300 København S
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26048494

Kontaktperson

Peter Skrubbeltrang
Afdelingsleder
+45 52519114 pskrubbeltrang@systra.com

Send til en kollega

0.046