23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Nyt og enestående robotsorteringsanlæg med Linatech-bidrag

D. 20. marts blev et nyt affaldssorteringsanlæg med bidrag fra Linatech indviet hos det fælleskommunale affaldsselskab Nomi4s i Holstebro.

Bag anlægget, som er resultatet af et spændende og revolutionerende udviklingsprojekt, står desuden virksomhederne Nordtec-Optomatic A/S og RobotSort ApS, som sammen med Linatech og Nomi4s har udviklet og opbygget det unikke robotsorteringsanlæg, som ved hjælp af avancerede sensorer og specialudviklet robotteknologi identificerer og sorterer bestemte plasttyper i affaldet.

Miljøminister Esben Lunde Larsen indviede d. 20. marts det nye og helt unikke robotsorteringsanlæg hos Nomi4s i Holstebro. Anlægget er resultatet af et MUDP-udviklingsprojekt[1] med støtte fra Miljøstyrelsen og Region Midtjylland og som de tre virksomheder sammen med Nomi4s har stået for med projektleder Carsten Zaar Hansen i spidsen.

Før snoren til det nye anlæg blev klippet, talte ministeren til de særligt indbudte og fremhævede især sin glæde ved det lokalt forankrede i sådan et fyrtårnsprojekt, som affaldssorteringsanlægget er resultatet af. Desuden talte han om vigtigheden af den teknologiudvikling, som foregår i Danmark og som er vigtig for eksporten og Danmarks rolle som ledende i affaldsteknologi i udlandet. Her er vi meget længere fremme en mange andre lande. - Det er win-win, at vi både skaber bedre affaldssortering og samtidig viser dansk teknologi frem, som kan eksporteres til udlandet, siger Esben Lunde Larsen[2].

Det gode samarbejde

Projektet er en forening af de stærkeste kompetencer fra hver af de fire parter: Linatech har bidraget med erfaring med konceptudvikling fra tidligere procesanlæg inden for miljø og genbrug samt fremstilling af samtlige stålkonstruktioner, som anlægget består af, samt CE-mærkning. Nordtech-Optomatic er specialister i automations- og softwareløsninger og har stået for styringen til anlægget og ikke mindst robotterne med en gribeteknologi, som RobotSort har udviklet specielt til denne type sortering af plast. Sidst, men ikke mindst har Nomi4s haft det indgående kendskab til genbrugssektoren og specifikationerne til hvad anlægget skulle kunne håndtere.

- Samarbejdet har været helt unikt og er virkelig et billede på det gode samarbejde som Linatech altid søger at opnå, hvor alle bidrager med det, de er bedst til og sammen får skabt den bedste løsning, som skaber værdi for kunden. Så i projektgruppen er vi alle meget stolte af at anlægget nu endelig er realiseret og er med til at forme fremtiden for affaldssortering med et anlæg som også er med til at opfylde regeringens målsætning om en fordobling af genanvendelsen af husholdningsaffald i 2022, siger Martin Arberg, direktør i Linatech A/S.

Fremtiden

Nu er anlægget så ombygget og teknologien er udviklet, testet og afprøvet, men parterne kan ikke hvile på laurbærrene. Formålet med projektet har været at skabe et salgbart koncept som kan videreføres hos andre affaldshåndteringsvirksomheder; et koncept som består af NIR-sensoren med et antal robotter som kan indgå i et eksisterende system hos et hvilket som helst ressourceselskab. Linatech er klar til endnu engang at løfte sin del og trække på sin store erfaring indenfor integrering af ny teknologi i eksisterende anlæg.

[1] Miljøteknologisk Udvikling og Demonstrationsprogram
[2] http://mfvm.dk/nyheder/nyhed/nyhed/robotterne-tager-skraldet-i-holstebro/

 Billedtekster:

  • Billede1: Miljø- og fødevareministeren klipper snoren, og det nye anlæg er officielt indviet.
  • Billede2+3: Efter den mere officielle del af programmet stod den på rundvisning på anlægget, som kørte med affald. Her blev ministeren grundigt sat ind i funktionerne på anlægget af projektlederne fra samarbejdsvirksomhederne i projektet. Her ses han sammen med Jørgen Johansen fra Linatech.
  • Billede4+5: Når glas, dåser og andet metal er sorteret fra affaldet, kører det resterende plastaffald gennem en såkaldt NIR-sensor som kan scanne for alle typer plastik – over 20 slags. Resultatet af scanningen sendes videre gennem en computer til robotterne som derpå ved præcis hvor på båndet det stykke plastik ligger, som de er foruddefineret til at samle op og sortere fra. Robotterne er programmeret til at opsamle hver sine typer plastik – i alt 12 typer plast bliver sorteret fra og afleveret i en skakt hvor der står en container.
  • Billede6: Hele projektgruppen samlet. Fra venstre: Projektleder Hans Andersen (RobotSort), Projektleder Jørgen Johansen (Linatech), Direktør Poul Steffensen (RobotSort), Projektleder Peter B. Nielsen (NTO), Direktør Hans Bloch (Nomi4s), Direktør Preben Jakobsen (NTO), Direktør Martin Arberg (Linatech) og Projektleder Carsten Zaar Hansen (Nomi4s).
LINATECH A/S
Rydhaugen 9
Vium
8620 Kjellerup
Silkeborg Kommune
Danmark
CVR nummer: DK84039810
P nummer: 1003210187

Send til en kollega

0.094