HSHansen fremhæver digitalt workflow på NTI BIM Universe 2025
Digitalisering, datadeling og fremtidens byggemetoder var i fokus, da HSHansen deltog i årets største BIM-konference.
NTI BIM Universe 2025 – Danmarks førende konference for digitalisering i byggeriet – løb i sidste uge af stablen med arrangementer i både Aarhus og København. Blandt de deltagende virksomheder var facadeentreprenøren HSHansen a/s, som var en del af det officielle program.
Konferencen bød på to dage med faglige oplæg, netværk og vidensdeling om blandt andet BIM, bæredygtighed og digitale arbejdsprocesser. Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø åbnede arrangementet med et oplæg om de store forandringer i branchen, herunder den grønne omstilling, kunstig intelligens og nye generationers forventninger.
HSHansen præsenterede deres digitale tilgang til projektstyring med oplægget "Styrk koordineringen på tværs af værdikæden med Data Exchange". Her demonstrerede Abdul Hussein og Julie Liljeqvist Bisbo – i henholdsvis Aarhus og København – hvordan virksomheden arbejder med et 3D-workflow på det aktuelle projekt ved Posthusgrunden.
Oplægget satte fokus på, hvordan struktureret datadeling og digital integration kan styrke samarbejdet mellem aktører i byggeriet. Ifølge HSHansen bidrager tværfaglig koordinering ikke alene til højere kvalitet i projekteringen, men skaber også langsigtet værdi gennem hele byggeriets livscyklus.
"Når vi arbejder digitalt og deler data på tværs af fag og faser, får vi bedre beslutningsgrundlag og mere effektive processer," lød det fra virksomheden.
HSHansen benyttede også lejligheden til at netværke med branchekolleger og hente inspiration til fremtidige løsninger.