Modulproducent afhjælper pladsmangel på Gråsten Landbrugsskole
Gråsten Landbrugsskole har de seneste år oplevet en markant stigning i interessen for landbrugsuddannelsen, hvilket har ført til et betydeligt løft i elevtallet. Den stigende popularitet har samtidig skabt udfordringer med pladsen på skolen, hvor langt de fleste elever bor. For at imødekomme behovet har skolen fået leveret midlertidige modulløsninger fra ABC Pavilloner – senest seks moduler, der nu rummer hele 23 elever.
De nye beboelsesmoduler er netop taget i brug og har afhjulpet det presserende behov for flere værelser. Modulerne blev produceret i Engesvang og leveret til Gråsten Landbrugsskole på blot halvanden måned.
- Vi har oplevet en stor tilvækst af elever på Gråsten Landbrugsskole de seneste år, så der nu er mere end 270 elever på skolen. Når eleverne ikke er ude i praktik, vælger størstedelen af dem at bo på skolens matrikel. Men vi var ved at løbe tør for værelser, og derfor havde vi behov for en hurtig løsning, der kunne give de studerende et godt hjem, fortæller Christian Nørgaard Carlsen, pedelleder hos Gråsten Landbrugsskole, og fortsætter:
- ABC Pavilloner har tidligere leveret moduler til os, og vi har været meget tilfredse med samarbejdet, så det var nærliggende at række ud til dem igen for at løse vores nuværende pladsproblemer. De kunne hurtigt levere en løsning til os, som levede op til vores specifikke ønsker om rumfordeling, og i løbet af bare få uger, kunne vi tage de nye værelser i brug til glæde for eleverne på skolen.
Moduler med lavt ressourceforbrug og høj fleksibilitet
De seks moduler er lejet i en treårig periode og er udstyret med varmepumper, som bidrager til et mere energieffektivt forbrug. Før modulerne kom til Gråsten, havde de fungeret som kontorfaciliteter i Aarhus og Esbjerg, og efter en mindre opgradering var de klar til deres nye formål som elevboliger.
- Vores moduler bliver ofte lejet ud for en årrække, og når de kommer tilbage i vores produktionshaller, er de bygget til nemt at kunne renoveres og gøres klar til genudlejning. Gråsten Landbrugsskole havde specifikke ønsker til rumfordelingen af modulerne, og vi har mulighed for at fjerne og rykke skillevæggene, så vi kan imødekomme de fleste ønsker og brugsbehov, uanset om kunden har behov for lejligheder til genhusning, institutions-, kontor- eller undervisningslokaler, forklarer afdelingsleder i ABC Pavilloner, Dennis H. Vegeberg, og fortsætter:
- Modulerne fra ABC Pavilloner er designet for adskillelse, hvilket gør det nemt at skifte de enkelte dele ud, inden modulet genudlejes. Faktisk genanvender vi i gennemsnit hele 75 procent af et modul, når vi renoverer det til genudlejning, men det kommer naturligvis an på, hvor meget slitage, der har været under udlejningsperioden. Det er sund fornuft at tænke i disse baner, for at byggeriet kan være med til at sænke vores ressourceforbrug i fremtiden og bruge færrest mulige ressourcer, afslutter Dennis H. Vegeberg.