Fra tegnebræt til byggeplads – og praktik bliver til praksis
Hos Midtjysk Albyg tror vi på, at praktik er meget mere end bare en del af uddannelsen
Det er dér, hvor teori bliver til virkelighed, og hvor både praktikant og virksomhed udvikler sig sammen. Når vi får en praktikant ind i huset, får vi ikke bare et ekstra sæt hænder, men også friske øjne, nye perspektiver og spørgsmål, der får os til at reflektere over vores egne processer.
I det sidste halve år har vi haft fornøjelsen af at have Athavan Tharmalingam i praktik som konstruktør – og han har kastet sig over både tegnearbejde, byggeledelse og tilsyn med stor nysgerrighed, faglighed og gåpåmod. Og DET tror vi er rigtigt sundt.
”Lærerigt, udfordrende og inspirerende” – det er Athavans egne ord om hele hans praktikforløb hos os. Og han fortsætter: ” Det har været en enormt lærerig og spændende tid hos Midtjysk Albyg. Jeg har fået mulighed for at fylde mange nye ting, i min faglige værktøjskasse og oplevet en virksomhed, hvor der hele tiden sker noget.
Kollegaerne har været meget hjælpsomme og gode til at lære fra sig, hvilket har gjort mit praktikforløb meget positivt. Jeg har fået ansvar for forskellige opgaver, hvilket har gjort mig mere selvstændig og tryg i mine kompetencer.
Projektleder Rolf har også været en stor hjælp, især med at give mig indsigt i den udførende del af byggeprocessen”.