Ny indkøbs- og logistikchef hos MTO electric a/s
Pr. 1. september 2025 har MTO electric a/s fået nyt ansigt i rollen som Indkøbs- og logistikchef. 42-årige Kenneth Maarbjerg Pedersen skal med sin brede erfaring være med til at styrke hele værdikæden – fra samarbejdet med leverandører til optimering af processer og lagerstyring.
Kenneth er oprindeligt uddannet i detailhandlen og blev imponeret over hele det apparat, der arbejder bag kulisserne. Det førte til, at han søgte ind på uddannelsen som logistikøkonom, som han afsluttede i 2012.
Efterfølgende har Kenneth arbejdet mere end ti år med indkøb, planlægning og optimering i internationale virksomheder. Først som Procurement Assistant og siden SCM/Logistic Generalist hos Eaton i Vejle, hvor han var en del af ledelsen og arbejdede med alt fra råvareindkøb og produktionsplanlægning til optimering på tværs af hele værdikæden. Senere har han været Demand & Supply Coordinator hos Good Food Group og de seneste to år Operational Purchaser hos Alfa Laval i Kolding.
”Jeg ønskede at finde en arbejdsplads, hvor jeg kunne arbejde bredt med hele værdikæden. Jeg søgte en mindre virksomhed med værdier, der stemmer overens med mine egne – og det fandt jeg hos MTO,” fortæller Kenneth.
Samarbejde og løbende forbedringer
Kenneth glæder sig til at møde alle de mennesker, der hver dag er med til at forme MTO, og til at bidrage dér, hvor hans kompetencer kan skabe værdi. Han har altid haft et tæt samarbejde med leverandører for at sikre, at de kender hans behov og kan levere løsninger, der matcher.
”Min erfaring med indkøb, lageroptimering og procesforbedringer giver mig et godt fundament for at bidrage til effektiv drift og stærke kundeoplevelser hos MTO.”
Han motiveres af at se, hvordan små, løbende forbedringer kan skabe stor værdi – både for virksomheden og kunderne. At udvikle sig som team og sammen gøre en forskel betyder meget for ham.
For Kenneth er det vigtigt, at menneskerne omkring ham trives, da det er en forudsætning for at levere gode resultater. Han prioriterer også at være tæt på kundernes behov, så MTO hele tiden kan tilpasse sig – og han ved, at det kræver et tæt samarbejde med leverandørerne.
”En åben og ærlig dialog er afgørende. Vi skal lytte til hinanden, være tydelige om, hvad der kan lade sig gøre, og åbne omkring udfordringer. Det skaber et solidt grundlag for et sundt og effektivt samarbejde.”
Kenneth håber at bidrage til, at kollegerne lykkes med deres opgaver, og at der sammen skabes positive resultater.
”For mig handler det om at styrke fællesskabet og gøre en forskel sammen.”
Hans ambition er klar: at være en samarbejdspartner, kunderne kan regne med – også når deres behov ændrer sig.
”Kunderne vil opleve, at jeg har fokus på deres individuelle behov – også når de ændrer sig. Mit mål er at være en samarbejdspartner, de kan regne med, og som er klar til at hjælpe.”
Familie og fritid
Kenneth er gift med Lene, og sammen har de to teenagebørn, hvoraf den ældste netop er fyldt 18 år. Familien bor i Vejle. Når Kenneth ikke er på arbejde, bruger han gerne tid sammen med sine børn – både i hverdagen og på ferier. Han spiller også fodbold en gang om ugen og tager gerne på Vejle Stadion med sønnen.
Kenneth kan fremover kontaktes på T: 21598419 eller mail: kmp@mto-electric.dk.