23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Betonkloakrør skal erobre markedsandele med ny teknologi

Hovedårsagen til nedbrydning af betonrør er korrosion, som forårsages af svovlbrinte. Det er et problem, som kun bliver større, som følge af det øgede pres på spildevandsledninger. Nyt projekt skal løse udfordringerne.

Teknologisk Institut arbejder sammen med RC Beton og en række danske forsyningsselskaber på at give danske producenter af betonkloakrør forretningsmæssige fordele, reducere værditabet med 50 % årligt og forlænge betonkloakrørenes levetid med 25 år. 

Målet er klart og ambitionerne høje i udviklingsprojektet med fokus på modstandsdygtige betonrør til aggressive miljøer. Projektet bygger videre på resultaterne af et projekt som blev afsluttet i 2015. Projektets resultater viste nemlig, at der i laboratorietest var dokumentation for, at de udviklede og testede teknologier forbedrer betonens modstandsdygtighed over for svovlsyrepåvirkning. For slutbrugerne, som er de danske vandselskaber og den danske vandsektor, er det en god nyhed og de efterspørger derfor yderligere udvikling og demonstration i virkelige miljøer. 

"Målgruppen for den nye teknologi er producenter af kloakrør, samt forsyningsselskaberne. De fleste danske kommuner har i de seneste år påbegyndt en systematisk fornyelse af kloaksystemet. Hvis ikke de nye spildevandsledninger er modstandsdygtige nok, er der risiko for, at helt nye kloakrør kun er tætte i en kortere årrække, før de må udskiftes igen. I projektet både udvikler og tester vi de nye, modstandsdygtige betonrør, og vi forventer at resultatet er et konkret produkt, som kan lanceres på det danske marked", siger Katja Udbye Christensen, konsulent, Teknologisk Institut. 

Godt for miljøet og for bundlinjen
Hovedårsagen til nedbrydning af betonrør er korrosion, som forårsages af svovlbrinte. Det er et problem, som kun bliver større, som følge af det øgede pres på spildevandsledninger, som er forårsaget af en stadig stigende centralisering af rensning af spildevand, samt separering af regnvand og spildevand i kloaksystemet. Det danske afløbssystem, renoveres og udbygges på for ca. 2 mia. kr. årligt, men en stor del af disse investeringer risikerer at gå tabt, hvis der ikke bliver udviklet rør, der er modstandsdygtige over for svovlbrinte. Der er samtidig en miljømæssig gevinst ved mere modstandsdygtige betonrør. 

”Hurtig nedbrydning på nogle rørstrækninger medfører egentlige rørsammenbrud, med store konsekvenser i form af udsivning af spildevand og sætninger i vej mv. På nogle rørstrækninger har levetiden vist sig at være meget kort, hvilket kan betyde, at der opstår lækager på nyere rør, som man ikke er opmærksom på – om som derfor ikke bliver udbedret straks. Fremstilling af mere modstandsdygtige betonrør vil ikke belaste miljøet mere end produktionen af almindelige rør, så hvis rørenes holdbarhed forlænges, vil det have en positiv indvirkning på både miljøet og de samfundsøkonomiske ressourcer", forklarer Olav Bennike fra Aalborg Kloak A/S. 

Den forbedrede modstandsdygtighed opnås ved optimering af betonsammensætning, ændrede produktionsmetoder og forbedrede procedurer for kvalitetskontrol. For RC Beton, som deltager i projektet, er der væsentlige gevinster at hente ved at kunne fremstille mere modstandsdygtige betonrør. 

”Vi har brug for et produkt, som står stærkere i konkurrencen med fx plastrør. Modstandsdygtigheden er en væsentlig parameter. Konkurrencen på markedet er hård, men vi tror på, at vi med den nye type rør, hvor holdbarheden er forbedret og hvor både råvarer og produktionsudstyr er næsten 100 % dansk og produceres i Danmark, kan tilbageerobre markedsandele og samtidig erobre nye markeder. Betonrør er både miljømæssigt og samfundsøkonomisk det forsvarlige valg", slutter Claus Abildgaard Schmidt fra RC Beton A/S. 

Vil du vide mere? Kontakt:
Katja Udbye Christensen, tlf.: 7220 2089, e-mail: kudc@teknologisk.dk 

Om Projektet
Projektet er bevilliget under MUDP. Projektet startede i november 2016 og forventes afsluttet i september 2019. Udover Teknologisk Institut, RC Beton A/S og Aalborg Kloak A/S, deltager DIN Forsyning A/S, Fredericia Spildevand & Energi A/S, Hedensted Spildevand A/S og Jammerbugt Forsyning A/S i projektet.

Teknologisk Institut - Byggeri og Anlæg
Gregersensvej 4
2630 Taastrup
Høje-Taastrup Kommune
Danmark
CVR nummer: DK56976116
P nummer: 1003119709

Kontaktperson

CVL
Christine Vodsgaard Larsen
Faglig leder
+45 72 20 21 49 chla@teknologisk.dk

Send til en kollega

0.062