Arkitektonisk kvalitet og værktøjsvalg (1 ud af 3)
Ifølge Thomas Melgaard Pedersen, indehaver af TMP Arkitektur i Aarhus, kan der spores en direkte sammenhæng mellem valg af digitale værktøjer og kvaliteten af det byggede miljø. I dette interview deler han sine erfaringer og perspektiver på, hvordan softwarevalg kan påvirke både arbejdsglæde, økonomi og arkitektonisk kvalitet. (Del 1 ud af 3)
Thomas Melgaard Pedersen mener, at der er en klar sammenhæng mellem valg af værktøjer, arbejdsglæde og arkitektonisk kvalitet.
”Jeg er overbevist om, at vores værktøjsvalg påvirker tegnestuernes drift, og jeg vil gerne tale om, hvordan uhensigtsmæssige softwaremønstre og valg i praksis kan svække projektkvalitet, reducere indtjeningsmuligheder og belaster medarbejderne”, indleder Thomas Melgaard Pedersen og sætter dermed rammen for et noget anderledes tegnestueportræt.
Thomas Melgaard Pedersen er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen Aarhus i 2006 og indehaver af TMP Arkitektur, der arbejder med traditionel arkitektrådgivning og projektudvikling, hvor arkitekturen skabes i tæt samspil med private bygherrer.
Gennem hele sin professionelle karriere har han arbejdet med konceptuel arkitektur, skitsering, konkurrencer, projektudvikling og projektering i en række af landets største og toneangivende tegnestuer som 3XN, AART, Arkitema og også som partner hos Laban Arkitekter.
Arkitekter kobles af for tidligt
Thomas Melgaard Pedersen ønsker at inspirere tegnestuerne til nye og varierede måder at arbejde på.
“De større tegnestuer beskæftiger typisk en blanding af arkitekter og bygningskonstruktører, hvor arkitekterne laver det kreative, inden de overdrager projekteringen til konstruktørerne – og det er projekteringen, som tegnestuen tjener pengene på. Arkitekterne benytter oftest Rhino eller Sketchup, da Revit er for langsomt til hurtig skitsering, mens bygningskonstruktørerne næsten udelukkende benytter Revit, da de skal kunne levere projekter med færrest mulige fejl, mængdeudtræk, kollisionskontroller og data på objekt-niveau,” uddyber Thomas, “Men som arkitekt er der risiko for at man mister noget af kvaliteten, når projektet skifter hænder fra arkitekt til konstruktør, og det pludselig er en anden fagkompetence, der følger projektet til dørs.”
Hertil kommer at der er større risiko for fejl og mangler i overlevering, når der skiftes programmer. Der opstår ofte også dobbeltarbejde, hvor arkitekten skitserer i ét program selv under projektering, hvorefter en konstruktør skal tegne det op.
“Hvis arkitekterne gerne vil benytte f.eks Revit, så kan de det. Men det er ikke smidigt og intuitivt nok til skitsering medmindre man er superbruger. Det er et godt program til f.eks ingeniører, men det er ikke særlig godt til arkitekter. Det ses jo bl.a. også på arkitektskolerne, som underviser i formgivning og en høj grad af faglighed. Her underviser de kun i skitseprogrammer som f.eks. Rhino.”
For Thomas Melgaard Pedersen spiller valget af software-værktøjer en afgørende rolle. “Typisk vælger tegnestuerne en softwarepakke, som er god til dataudveksling og samarbejde, men dårlig til vores kernekompetence, som jo er arkitekturen, den kreative del. Uden at negligere Revit, mener jeg, at programmet ikke kan levere det skitserings-workflow, vi som arkitekter har brug for. I dag skal man kunne levere data og BIM, men alle de nyuddannede arkitekter kommer ud med noget, der ligner en digital blyant. Mange tegnestuer er nødt til at sende skitseprojekter afsted, uden at vide om de får projekteringen. Derfor er de nødt til at kunne arbejde hurtigt, hvilket medfører, at de bliver hængende i AutoCAD, Sketchup og Rhino.”
Problemet med at benytte en række forskellige værktøjer på en tegnestue er, at det tager længere tid, når projektet konstant kastes rundt mellem programmerne. “På de store tegnestuer skal man ofte have en kollega til at hjælpe for at lave selv en mindre rettelse, fordi man ikke selv kan alle de forskellige programmer. Det er ikke bare dyrt og langsomt, det skaber også fejl og giver stressede medarbejdere.”
Dette er første del af tre af interviewet TMP Arkitektur / Du kan læse det samlede interview her