Leder: Hvis ikke nu, hvornår så?
Det økonomiske råderum er tilsyneladende uudtømmeligt. Og nogle af de mange milliarder, finansministeren hele tiden finder, bør gå til skattelettelser, siger Danske Malermestres formand Per Vangekjær i sin leder i medlemsbladet Danske Malermestre.
Den tidligere direktør i tænketanken Cepos, Martin Ågerup, har netop stiftet en nye forening, Skattebetalerne, hedder den. Foreningen vil arbejde for, at skatterne bliver sat ned. Næsten samtidig med, at Martin Ågerup gik ud med sin nye forening, kunne man på forsiden af Berlingske Tidende se følgende overskrift: Dansk Metal: Tag af statskassen og brug pengene på skattelettelser.
Overskriften dækkede over en opfordring fra formanden for Dansk Metal, Claus Jensen, til at sætte skatten ned. Forbundsformanden var citeret for at sige – på forsiden og i en større artikel i avisen – at stigende fødevarepriser efterhånden havde gjort det så dyrt at være dansker, at skatten på arbejdet skulle sænkes. Ikke mindst i en tid, hvor finansministeren og regeringen til stadighed kunne finde milliarder af kroner i det økonomiske råderum, burde det være en smal sag at finde penge til skattelettelser.
Opfordringen fra Claus Jensen faldt i forbindelse med, at SVM-regeringens forhandlinger om en langsigtet økonomisk plan for Danmark skal til at begynde.
Og jeg er enig, fuldstændig enig med Martin Ågerup og Claus Jensen. Regeringen må og skal sænke skatten. Om det er beskæftigelsesfradraget, om det er topskatten, moms eller afgifter, der bliver sat ned eller noget helt fjerde, er faktisk underordnet – eller i hvert fald til debat. Faktum er bare, at når det økonomiske råderum igen og igen og i stor stil bliver ved med at overraske, så både må og skal det være muligt at sænke skatterne i Danmark.
Prisen på fødevarer kender kun én vej – op. Boligpriserne går samme vej. Om et øjeblik kommer der en ny emballageafgift; producenterne skal betale for, hvad det koster at håndtere deres emballage som affald. Men i sidste ende bliver det jo forbrugerne, der kommer til at betale den regning.
Og det er jo ikke kun forbrugerpriserne, der stiger. Mine leverandørers omkostninger stiger også, og jeg skal betale. Alting stiger også for mine svende, der kræver mere i løn - hos mig. Og jeg kan kun kigge på kunderne og sige Desværre, alting stiger, jeg er nødt til at hæve mine priser.
Prisstigningerne kunne lettes ved at sænke skatterne - det ville så også gøre det mere attraktivt at give den et par timer ekstra på jobbet. Det vil så også lette lidt af presset på et arbejdsmarked, hvor der i rigtig mange brancher mangler hænder.
Så derfor skal skatten sænkes.
Og hvis ikke nu, hvor statskassen flyder over med milliarder, hvornår vil man så sænke skatterne?
Læs lederen Hvis ikke nu, hvornår så?