Tidligere lærling er blevet byggeleder hos Skou Gruppen
Anders Møller er glad for at være tilbage hos Skou Gruppen efter syv år i andre jobs. Han blev oprindeligt udlært hos Skou Gruppen og kan som byggeleder trække på sit kendskab til virksomheden og kollegerne.
Da Anders Møller blev udlært tømrer hos Skou Gruppen i 2017, arbejdede han som svend her året ud. Derefter blev han fristet af et job som formand hos N. H. Hansen & Søn, og efter knap fire år her startede han sin egen tømrervirksomhed.
”Jeg er glad for muligheden for at forfølge en karriere som byggeleder her hos Skou Gruppen. Her er stadig mange af de gode gamle kolleger, som jeg kender fra tidligere. Desuden kender jeg Skou Gruppen godt og føler mig godt tilpas i det arbejdsmiljø, vi har her,” siger Anders Møller.
Som byggeleder varetager Anders Møller en række opgaver under de nye rammeaftaler med Region Hovedstaden samt et større projekt på Høvelte Kaserne for Forsvaret.
”Mine opgaver spænder vidt. Fra en ret stor og omfattende ombygning til mindre arbejder med vedligeholdelse. Det passer mig fint, at der er variation i opgavernes art, omfang og størrelse. Jeg kommer godt rundt på hele Sjælland og skal tale med mange forskellige mennesker,” siger han.
Anders Møller synes med egne ord, at det er fantastisk at være tilbage hos Skou Gruppen blandt gode kolleger og en ledelse, der viser ham tillid:
”Min ambition er sådan set bare at gøre det godt i jobbet som byggeleder, og så må vi se, hvad fremtiden bringer,” siger han.
Anders Møller bor i Valby med sin kæreste og parrets søn på 15 måneder. Det fylder meget at være blevet far, men fritiden går også med at pleje venskaber og følge med i fodbold som FCK-fan.