Mariendal El-Teknik ændrer struktur

| Medlemsnyhed | Indrykket af Mariendal Electrics

Mariendal indfører ny organisations- og ledelsesstruktur, som skal gøre Mariendal stærkere og skabe fundament til at indfri den overordnede strategi – og give langsigtede kundefordele.

Det bærende i Mariendal vil fremover være service- og installationsforretningen i samspil med specialer som for eksempel intelligent styring, energioptimering og sikring, landsdækkende storkundeaftaler samt velvalgte projektopgaver. Til at understøtte strategien bygger Mariendal en ny, entydig organisation op omkring en tredelt regionsstruktur.

»Med vores nye struktur sikrer vi os, at beslutninger træffes hurtigere og tættere på kunderne. Vores kunder står med mere og mere komplekse tekniske udfordringer. Derfor er det vigtigt for dem, at vi både fagligt og organisatorisk er rustet til at binde teknikken sammen til værdiskabende løsninger og yde god rådgivning. Regionsstrukturen giver os fortsat stærk lokal forankring samtidig med, at vi bliver endnu bedre til at løfte opgaverne for både lokale og landsdækkende kunder og på projektopgaverne«, siger bestyrelsesformand Paul Bjerring.

Nye direktører i ledelsen
»Lars Juul har siden 2015 stået i spidsen for Mariendal El-teknik«, siger bestyrelsesformand Paul Bjerring og fortsætter: ”Vi står imidlertid i en situation, hvor Lars Juul må fratræde sin stilling på grund af sygdom. Lars Juul har været sygemeldt i fire måneder som følge af et trafikuheld, hvor han pådrog sig en hjernerystelse. Derfor genindtræder forhenværende adm. direktør, Keld Ramlov, i stillingen med øjeblikkelig virkning. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Lars Juul for hans værdsatte indsats i Mariendal.«

Lars Juul udtaler: »Det er med stor beklagelse, at jeg må stoppe i Mariendal, hvor jeg har været utrolig glad for at være. Desværre må jeg sande, at det endnu er uvist, hvornår det er muligt at genoptage arbejdet. Derfor har det været nødvendigt, at vi har taget denne beslutning. Den sikrer, at jeg kan fokusere på at komme på toppen igen, og at Mariendal kan fortsætte den gode udvikling. Jeg vil gerne sige tak til Paul Bjerring og resten af Mariendal for forståelse og stor støtte under mit sygdomsforløb.«

I forbindelse med organisationsændringen styrker Mariendal desuden den øverste ledelse, idet nuværende afdelingschef, Jakob Grønkjær, udnævnes til driftsdirektør. I den funktion vil han fremover stå i spidsen for Mariendals tre nye regioner.

Nye chefer i både regioner og stab
I Region Nord byder Mariendal velkommen til nyansatte Søren Bundgaard, hvor han tiltræder stillingen som regionschef. Nuværende entreprisechef i Aalborg, Henrik Jensen, udnævnt til projektchef i samme region.

I Region Midt er nuværende afdelingschef i Aarhus, Niels Erik Pedersen, udnævnt til regionschef. Aage Lykke, nuværende projektchef i Aarhus, er udnævnt til projektchef for Region Midt.

På Sjælland er projektleder Lars Gyldenholm udnævnt til regions- og projektschef i Region Øst.

I forbindelse med den nye organisationsstruktur opretter Mariendal en HR-funktion, som nyansatte Katrine Rafn fra 1. februar står i spidsen for. Desuden har Mariendal igangsat en proces med henblik på at besætte to nyoprettede stillinger som henholdsvis økonomidirektør og salgsdirektør.

»Jeg glæder mig til at byde velkommen til nye medarbejdere og er samtidig glad for, at vi kan forfremme bærende kræfter i organisationen. Jeg ser frem til samarbejdet med det nye hold og den udvikling, vi ved fælles kraft skal drive«, slutter bestyrelsesformand Paul Bjerring.


Kommentarer

Poul Bjerring
Held og lykke med den nye organisation. Ser spændende ud.
Venlig hilsen
Poul Bjerring

Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Mariendal Electrics

Gasværksvej 44
9000 Aalborg
Danmark
Mariendal Electrics

Send til en kollega

0.139