Vanens psykologi
Vi er forudsigeligt irrationelle mennesker, der, selv om vi ved, hvad der er det rigtige at gøre, ikke gør det alligevel. Derfor skal vi forstå vanens psykologi, hvis vi vil arbejde strategisk med at udskifte dårlige arbejdsvaner med gode, mener en adfærdsdesigner.
Forestil dig en arbejdsdag, hvor intet sidder på rygraden.
Du starter morgenen med at overveje helt forfra, hvad du har aftalt med svendene – hvem der skal hvorhen, hvilke opgaver der er prioriteret, og hvad det egentlig er, du har lovet kunden. Al den automatiserede adfærd, du og dine medarbejdere normalt driver virksomheden med, er pist væk, så I må genopfinde selv simple arbejdsgange denne morgen.
Mon ikke alle ville være ret udmattede inden frokost?
Det er værd at reflektere over, hvor stor en del af en virksomheds succes i virkeligheden skyldes gode arbejdsvaner, mener adfærdsdesigner Henrik Dresbøll, der er forfatter til bøgerne ’Få det til at ske – fra intention til handling’ og ’Det første skridt: 200 måder at få ting til at ske’, der begge handler om at skabe gode rutiner i praksis.
- De fleste af vores gode arbejdsvaner er usynlige mikrohandlinger, vi ikke tænker over. Derfor glemmer vi, hvor stor forskellen er på gode og dårlige arbejdsvaner.
Hvordan møder man ind på arbejdet, hvordan taler man sammen, hvordan planlægger man opgaverne og følger op? Og hvor mange automatiserede bevægelser foretager man hver dag på præcis det rigtige tidspunkt og præcis den rigtige måde?
Det meste foregår næsten skjult i det ubevidste sind. For vaner er netop til for, at vi kan slippe for at tænke hele tiden, forklarer Henrik Dresbøll.
Læs artiklen Vanens psykologi i Danske Malermestre