Idealcombi valgt til renoveringen af FSB Bellahøj – vinder endnu en sag i det ikoniske boligområde!
Idealcombi A/S er valgt som vinduesleverandør til den omfattende renovering af FSB Bellahøj i København. Opgaven omfatter levering af 2.307 elementer!
Stor leverance til ikonisk højhusbyggeri
Bellahøj er Danmarks første højhusbyggeri og et markant arkitektonisk vartegn fra 1950’erne, beliggende på et af Københavns højeste punkter. Området udsprang af en arkitektkonkurrence i 1944 med ambitionen om at skabe moderne boliger og nye arbejdspladser i efterkrigstiden. Bygningerne er insitu-støbte, hvilket i dag giver særlige tekniske udfordringer i forbindelse med renoveringen.
Renoveringen er en del af den helhedsplan, der siden 2012 har omfattet fire boligorganisationer i området. Projektet har gennemgået en omfattende udviklings- og godkendelsesproces, herunder behandling hos Byggeskadefonden, for at sikre, at de arkitektoniske og byggetekniske kvaliteter bevares i de fredningsværdige højhuse.
Langvarig involvering og teknisk kompleksitet
Idealcombi har været involveret i projektets udviklingsfase siden 2016, hvor de første facadeprøver blev udført i samarbejde med rådgiverteamet. Med FSB Bellahøj realiseres nu med det oprindelige produktvalg fra helhedsplanen, som byder på en kombination af Futura+I vinduer, terrassedøre i Futura+ samt facadedøre i Frame IC.
”Det er en stor anerkendelse, at vi nu skal levere de produkter, der allerede i de tidlige facadeforsøg blev udvalgt som reference for helhedsplanen. Det viser, at vores løsninger både teknisk og arkitektonisk matcher projektets ambitioner,” siger Bo Larsen, Salgschef hos Idealcombi.
Bygningerne på Bellahøj er præget af betydelige tolerancer og skævheder, hvilket stiller ekstraordinære krav til både opmåling, projektering og produktion.
”Bellahøj er ikke et standardprojekt. Facaderne varierer markant, og det kræver præcision og erfaring at levere elementer, der kan integreres korrekt i så komplekst et byggeri. Vi har arbejdet med projektet i mange år og har opbygget en solid forståelse for både bygningerne og processen,” siger Bo Larsen.
Vi har gennem projektforløbet haft et godt og tæt samarbejde med JJW Arkitekter i projekteringen af de forskellige elementer og indbygningsdetaljer. Ingeniør på projektet er Wissenberg A/S.
Idealcombi leverer elementer til projektet i samarbejde med Hovedentreprenøren Nordstern A/S.
Endnu en stærk reference på Bellahøj
Idealcombi er samtidig i fuld gang med renoveringen af AAB Bellahøj, hvor der leveres 2.784 elementer i serien Nation IC samt IC-skydedøre. Med endnu en vundet sag i Bellahøj-området understreger Idealcombi sin position som en stærk og kompetent partner i større, teknisk krævende renoveringsprojekter.
FSB Bellahøj består af fem højhuse med i alt 266 boliger og indgår som en del af den samlede modernisering af det historiske boligområde.
Med projektet styrker Idealcombi sin tilstedeværelse i et af Danmarks mest markante renoveringsprojekter og markerer endnu et vigtigt skridt i virksomhedens arbejde med at levere energieffektive og holdbare vinduesløsninger til større boligbyggerier.
Idealcombi påbegynder leverancerne til projektet i april/maj 2026.