Modulproducenter deler overskud fra driftsresultat med sine medarbejdere
Hos de midtjyske modulproducenter ABC Pavilloner og Concept Living by abc kan medarbejderne glæde sig over at have modtaget 10 procent af overskuddet fra koncernens driftsresultat. Delingen af de i alt 1,2 mio. skal anerkende medarbejdernes indsats og motivere til endnu bedre resultater.
ABC Pavilloner og søsterselskabet Concept Living har for første gang nogensinde gennemført en overskudsdeling på koncernniveau. Mere end 100 medarbejdere var på forhånd blevet lovet 10 procent af et positivt driftsresultat, og de i alt 1,2 mio. kr. er nu blevet fordelt blandt medarbejderne.
Ledelsen har valgt at dele overskuddet med sine medarbejdere for at anerkende deres arbejde og motivere til at opretholde en stærk fælles arbejdsindsats.
- Hver eneste medarbejder spiller en vigtig rolle i, at vi sammen lykkes. Derfor er det naturligt, at vi også deler overskuddet med hinanden. Det er medarbejdernes fortjeneste, at vi har et positivt resultat, og det vil vi gerne anerkende, siger direktør Kjeld Facius og fortsætter:
- Samtidig er det også et klart mål at motivere til en endnu stærkere fælles indsats og skabe en øget bevidsthed om, at vores handlinger hver især betyder noget i det store billede. Vi kan hente meget ved at gøre tingene rigtigt første gang – det gælder alt lige fra affaldshåndtering og spild til overlevering af information og opgaver mellem faggrupper.
Samarbejde og kvalitet i hverdagen
Det handler altså ikke kun om kroner og ører, når ledelsen vælger at dele overskuddet med sine medarbejdere, men i høj grad også om samarbejde og kvalitet i hverdagen. Det hænger tæt sammen med ABC Pavilloners ledelsesfilosofi, hvor medarbejderinddragelse og tværfagligt samarbejde er en høj prioritet. Med hele 14 forskellige faggrupper under samme tag er det afgørende, at alles fagligheder og input kommer i spil.
- Vi rummer alt fra bygningskonstruktører, tømrere og VVS’ere til malere, kloakmestre, arkitekter og administrative medarbejdere. Derfor arbejder vi systematisk i styregrupper og faggrupper, som vi internt kalder SG/FG, på tværs af hele organisationen, hvor vi udvikler nye metoder og arbejdsgange med fokus på helt konkrete forbedringspunkter i dagligdagen. Det tværfaglige samarbejde giver desuden den enkelte medarbejder mulighed for at øve indflydelse og bidrage med viden og erfaringer på områder, som han eller hun måske ellers ikke har noget med at gøre til daglig, og på den måde løfter vi både hinanden og virksomhederne i flok, forklarer Kjeld Facius.
Også overskudsdeling næste år
Det er ledelsens plan at fortsætte med endnu et år, hvor et eventuelt positivt overskud for hele koncernen igen deles med medarbejderne. Og ambitionen er klar: Med en endnu stærkere indsats i det kommende år vil koncernen forhåbentlig opnå endnu bedre resultater, som i sidste ende vil føre til en større fælles gevinst.
- Overskudsdelingen er et udtryk for, at vi skaber værdien og de gode resultater sammen. Hvis vi vil have en endnu større del næste år, kræver det, at vi alle sammen løser vores opgaver endnu bedre. Det er den fælles bundlinje, som alle får glæde af, siger Kjeld Facius.