SMV’ere hægtes af kommunale udbud
Kommunerne køber ind for milliarder hvert år, men mindre virksomheder har langt fra lige adgang til opgaverne. Meget afhænger af den enkelte indkøber, viser analyse.
Har du prøvet at byde på en kommunal opgave og tænkt, at løbet var kørt på forhånd? Så har du højst sandsynligt ret.
En ny landsdækkende analyse fra SMVdanmark viser, at små og mellemstore virksomheder langt fra altid har en reel mulighed for at byde ind.
Analysen, der bygger på aktindsigt hos alle landets kommuner, peger på, at hensynet til SMV’er i mange tilfælde er usystematisk og afhænger af den enkelte indkøber frem for af klare politiske mål og faste procedurer.
- Der er et markant gab mellem de politiske ambitioner og den kommunale virkelighed. Alt for mange kommuner har ikke gjort sig grundlæggende overvejelser om, hvordan deres udbud kan designes, så også mindre virksomheder har en reel chance for at deltage, siger Alexander Søndergaard, underdirektør i SMVdanmark.
Hensynet stopper tidligt
Kortlægningen viser betydelige forskelle i praksis. Nogle kommuner arbejder systematisk med at inddrage mindre leverandører i hele udbudsprocessen, mens andre ifølge analysen slet ikke indtænker SMV’er i de undersøgte procestrin.
Når der tages hensyn til mindre virksomheder, sker det typisk tidligt i processen, for eksempel ved at opdele kontrakter i delaftaler eller undgå unødigt høje krav til økonomisk kapacitet. I de senere faser, herunder evaluering og tildeling, spiller hensynet derimod en begrænset rolle.
Analysen viser også, at mange kommuner ikke har overblik over, hvor stor en andel af deres kontrakter der faktisk tildeles små og mellemstore virksomheder.
Læs artiklen SMV’ere hægtes af kommunale udbud i Danske Malermestre