Aluminiumsmaster skaber fundamentet for ny belysning i Norddjurs
Belysningsmaster fra DAV NORDIC forener æstetik, funktion og naturhensyn på ny cykelsti
På strækningen mellem Auning og Allingåbro har Verdo etableret belysning langs den eksisterende 4 kilometer lange cykelsti, hvilket forener trafiksikkerhed, teknologi og hensynet til naturen. Projektet udspringer af et ønske om at styrke den lokale infrastruktur og skabe større tryghed for cyklister, gående og knallertkørere. Den nye cykelsti binder områderne sammen og giver borgerne et reelt alternativ til bilen, også i de mørke timer.
DAV NORDIC har leveret 102 aluminiumsmaster til projektet, som er udviklet i et tæt samarbejde mellem Norddjurs Kommune og Fredsted Consulting. Verdo har stået for selve udførelsen, og der er anvendt armaturer fra Fagerhult og lysstyring fra Citylight. Resultatet er en gennemtænkt løsning, hvor både funktion, æstetik og bæredygtighed spiller sammen og understøtter ambitionen om at gøre det mere attraktivt at vælge cyklen i hverdagen.
Miljø og biodiversitet som omdrejningspunkt
Udover at formålet har været at skabe lys for brugerne af stien, har omdrejningspunktet for hele projektet været at belysningen skulle etableres med respekt for naturen og miljøet. Lyset skulle skabes, således at dyreliv bliver påvirket mindst muligt og samtidig skulle produktionen og installationen være med hensyn til miljø og klima.
Det betyder, at alle elementer er gennemtænkt inden for den agenda, og det inkluderer naturligvis også masterne. Masterne er en del af helheden i projektet og derfor har der i valget af løsningen været fokus på klima- og naturaftryk, æstetik og funktion.
Master med omtanke for omgivelserne
Belysningsmasterne er ikke blot en teknisk nødvendighed, men en synlig del af landskabet. Derfor har det været afgørende, at masterne indgår naturligt i omgivelserne, både i mørke og i dagslys.
De 102 master, som DAV NORDIC har leveret til Verdo, er udført i anodiseret aluminium med en brunlig overflade, der harmonerer med naturens egne farver. Udtrykket er afdæmpet og roligt, hvilket gør, at masterne ikke fremstår dominerende i landskabet.
Der er tænkt i helheder, hvor materialevalg, farve og proportioner spiller sammen med den omkringliggende natur. Masterne står der også, når lyset er slukket, og netop derfor har designet haft stor betydning. Det er en løsning, hvor både funktion og udtryk har været vigtige parametre.
Et bæredygtigt materialevalg med lang levetid
Valget af aluminium frem for traditionelle stålmaster er truffet med fokus på både levetid og miljøpåvirkning. Aluminium er et materiale med høj korrosionsbestandighed, hvilket giver en lang levetid på mere end 50 år. Når masterne står længere tid, skal de ikke udskiftes så ofte, og der udledes derfor mindre Co2 som led i produktion og montage.
Derudover er aluminium et genanvendeligt materiale og har samtidig en lavere vægt end andre materialer, hvilket også bidrager til en lavere Co2 udledning under produktionen og gør valget af aluminium som materiale til et mere bæredygtigt valg i et livscyklusperspektiv.
I et projekt, hvor biodiversitet og miljøhensyn er centrale fokuspunkter, understøtter materialevalget den overordnede ambition om at minimere det samlede klimaaftryk.
Bedre arbejdsmiljø i installationsfasen
Samtidig med de miljømæssige fordele har aluminium også en væsentlig praktisk betydning i udførelsesfasen. Materialet er markant lettere end stål, hvilket gør håndtering, transport og montage mere effektiv, uden at der gås på kompromis med styrke og stabilitet. Men det gør det også mere skånsom for de montører, der arbejder på projektet.
Den lavere vægt bidrager til et bedre arbejdsmiljø, hvor belastningen reduceres, og arbejdet kan udføres mere effektivt. Det er en vigtig faktor på projekter, hvor mange enheder skal opstilles over en længere strækning.
En løsning der peger fremad
Projektet mellem Auning og Allingåbro er et eksempel på, hvordan moderne infrastruktur kan udvikles med respekt for både mennesker og natur. Med en intelligent belysningsløsning, gennemtænkt design og bæredygtige materialer er der skabt en cykelsti, der både øger trygheden og tager hensyn til omgivelserne.
For DAV NORDIC har leverancen været endnu et bevis på, hvordan tekniske løsninger kan tilpasses den enkelte kontekst og bidrage til helheden i et projekt. Når funktion, æstetik og bæredygtighed går op i en højere enhed, skabes løsninger, der holder i mange år frem.