Mig? Jeg laver ingen fejl!
Tre malermestre fortæller, hvordan de arbejder med fejl og sikkerhed i hverdagen. Alle er bevidste om at italesætte fejl og har fokus på sikkerhedskulturen med lidt forskellige tilgange – en ting gør de ens. De samarbejder med Arbejdsmiljøhuset.
Tre malermestre er bevidste om, at ansvaret for fejl og sikkerhed, hviler på dem som arbejdsgivere. Det er blevet en del af deres hverdag at indtænke sikkerheden i arbejdsprocesserne og få det kommunikeret ud til medarbejderne. Og lære medarbejderne at tale om deres fejl, så alle kan lære af det.
I Malerfirma Erik Dalsgaard & Co. i Aarhus er det tydeligste bevis på opmærksomheden på sikkerheden, at de 35 ansatte bruger appen Ziik, hvor alle brugsanvisninger til stiger, stilladser, maskiner og data- og sikkerhedsblade til alle produkterne er inde.
- Alle kan slå alt op og blive kloge på, hvordan de skal bruge forskellige værktøjer, hvis de ikke har fået instruktionen for nylig. Vi gør meget for arbejdsmiljøet – og har tidligere også haft en arbejdsmiljøcertificering fra Bureau Veritas, men det var for bekosteligt, så nu kører vi lidt det samme med Arbejdsmiljøhuset, siger malermester Michael Dalsgaard Sonne, der også har rapporteret de såkaldte nærved-ulykker, fordi det virker forebyggende at være bevidst om, hvad der skete.