Nemt rundt til kloakkerne på bornholmsk klippegrund
Hydraulikhammer og sortergrab stod højt på tilbehørslisten da STM Entreprise i Klemensker skiftede til mobilgraver
Nogle steder er det nemmere at lave kloakarbejde end andre. Når entreprenør Brian Kofoed og hans mandskab rykker ud på kloak-opgaver, har de en hydraulikhammer med i fronten af den nye Komatsu-hjulgraver. Uden kraftigt slagtøj bliver det til for lidt.
”Bornholm har al den slags jord, der er i Danmark. Plus klipper. Dem har vi kun på Bornholm”, forklarer Brian Kofoed, som driver STM Entreprise ApS lidt nord for Klemensker i øens nordlige ende.
Derfor var kravene ret enkle, da han og salgskonsulent Anders Oxgren Knudsen fra Scantruck A/S stak hovederne sammen og kiggede på mulighederne. En aldrende 21 tons bæltegravemaskine skulle finde en afløser og erstattes af en lettere og hurtigere, men samtidig knagende stærk model.
Hurtigt rundt
Det med hastigheden kom til at give sig selv. I stedet for en gravemaskine på bælter, besluttede Brian Kofoed sig for at skifte til en hjulgraver. Og så lå Komatsus nye 17-tons PW148-11 lige for.
”Vi manglede noget til at komme hurtigt rundt til kloak- og anlægsarbejder. Når vi laver kloak, må vi som oftest i klipper, og derfor måtte vi have hydraulikhammeren med. Men vi får også mere og mere nedrivning og miljøsanering, hvor vi bruger både hammeren og sortérgrabben. Derfor er den mobile Komatsu-graver helt rigtig. Vi har masser af opgaver, den passer til, og den kommer helt sikkert til at køre mange timer”, vurderer Brian Kofoed.
To, fire eller krabbe
Blandt de nye features på PW148-11 er muligheden for firehjulsstyring – en funktion, som er helt ny i denne maskinklasse. Komatsu er samtidig blandt de første producenter på markedet til at introducere teknologien. Det har Brian Kofoed valgt at udnytte, så hans maskinfører kan skifte mellem tre forskellige styremetoder direkte fra panelet i kabinen. Maskinen kan køre med traditionel tohjulsstyring på forhjulene, firehjulsstyring, hvor for- og baghjul styrer i hver sin retning, eller krabbestyring, hvor for- og baghjul styrer i samme retning.
Med firehjulsstyring bliver maskinen markant mere manøvredygtig. Den minimale venderadius reduceres fra 6.800 mm til blot 4.100 mm, når alle fire hjul styrer.
Originalt Komatsu-udstyr
Scantruck kunne byde på originalt udstyr fra Komatsu til nedrivningsopgaverne. For ret præcis et år siden satte den danske importør Komatsus eget program i nedrivningsudstyr på listen over muligheder til maskinerne. Foruden sortérskovle og hydraulikhamre i mange størrelser, omfatter nedrivningsserien også både betonsakse og betonknusere.
Den bornholmske entreprenør lod det ikke blive ved det lidt grovere tilbehør. Brian Kofoed tog også en snak med Scantrucks maskinstyringsspecialist, Benjamin Stub, og sammen kreerede de en pakke med 3D maskinstyring bestående af M-Max GX-90, som er det sidste nye maskinstyringssystem fra Topcon.
Uploader med slukket maskine
I Klemensker fandt Brian Kofoed hurtigt ud af det smarte i, at der kan uploades filer til systemet i både DXF, XML og DWG-format, selv når maskinen er slukket. Det gør filhåndteringen nem og hverdagen lettere, fortæller entreprenøren. Han har tillige fået hjulgraveren udstyret med Topcons TS-i4 sensor for VA citybom, og der er også vinget af for slope-control for optimering i felten.
Scantruck præsenterede den splinternye hjulgraver PW148-11 på Roskilde Dyrskue. Dermed slog Bornholm og entreprenør Brian Kofoed Danmarks største dyrskue med et mulehår. Han havde nemlig den nye maskine med på sin stand på Bornholms Dyrskue en uge forinden og fik den så efterfølgende leveret af Scantruck.