Træbyggeri med lavt klimaaftryk fejrer rejsegilde i Malling
EKJ’s første etageboligbyggeri i træ har nået en vigtig milepæl. Den 20. august 2026 var der rejsegilde for Serinedalen ved Aarhus, hvor 88 familie- og seniorboliger opføres med det hidtil laveste klimaaftryk med EKJ som rådgiver.
I Malling syd for Aarhus er træbyggeriet Serinedalen nu for alvor ved at tage form. Den 20. august 2026 kunne byggeriet fejre rejsegilde, og for EKJ markerer projektet flere milepæle.
”Det er vores første nybyggeri med så lav en miljø- og klimapåvirkning, og samtidig er det første gang, EKJ er med til at opføre et nyt etageboligbyggeri i træ,” siger Brian Ugelsø Bak, tværfaglig projektleder i EKJ Aalborg.
Serinedalen består af 88 almene familie- og seniorboliger fordelt på 24 rækkehuse og 64 lejligheder. Boligerne forventes klar til indflytning primo 2028.
EKJ er ingeniørrådgiver for totalentreprisen og samarbejder bl.a. med Luplau Poulsen Arkitekter og totalentreprenør Cj Group. Boligforeningen Århus Omegn er bygherre.
Træ fra etagedæk til tag
Det særlige ved Serinedalen er, at stort set alle konstruktioner over terræn er udført i træ. Det gælder etagedæk, vægge, bærende konstruktioner, tagspær og facader. Kun fundament og terrændæk er udført i beton.
Byggeriet er beregnet til et klimaaftryk på 5,83 kg CO₂-ækvivalenter pr. kvadratmeter om året, hvilket er 13 % lavere end Bygningsreglementets grænse.
For at nå så langt ned har projektteamet arbejdet målrettet med materialevalg og konstruktioner.
”Vi har gennemgået materialernes miljøpåvirkning fra vugge til grav og valgt løsninger med så lav miljøpåvirkning som muligt. Samtidig har vi arbejdet med at gøre konstruktionerne så slanke som muligt, så vi bruger færre materialer,” fortæller Brian Ugelsø Bak.
Fx er der anvendt glasuld som isolering og fibergips i væggene. Etagedækkene, der i mange etagebyggerier udføres i beton, består her af bjælker af konstruktionstræ med bl.a. krydsfiner og isolering af glasuld.
Fællesskab, regnvand og biodiversitet
Det lave klimaaftryk er ikke det eneste bæredygtighedsgreb i Serinedalen. Bebyggelsen består af 11 langhuse i to etager placeret i et grønt landskab med udsigt til skovområder. Mellem husene etableres fælles grønne gårdrum, og et multifunktionelt fælleshus bliver samlingspunkt for fællesspisning, sociale arrangementer og værksteder.
De grønne arealer spiller samtidig en rolle i klimatilpasningen. Regnvandet håndteres på terræn og ledes til kloak gennem små wadirender og større grøfter mellem bygningerne.
”I wadirenderne og grøfterne skal der gro højt græs og vilde blomster, som kan tiltrække bl.a. insekter og frøer og dermed være med til at styrke biodiversiteten,” siger Brian Ugelsø Bak.
Nye erfaringer med træbyggeri
Serinedalen er ikke et standardbyggeri. Fx har saksespær, store tagudhæng og bygningernes stabilisering krævet særlige konstruktionsløsninger.
De store udhæng er samtidig med til at beskytte træfacaderne mod vejret og dermed forlænge deres levetid. Samlingerne udføres med skruer frem for søm, så konstruktionerne lettere kan skilles ad, og materialerne potentielt genbruges i fremtiden.
For både EKJ og Brian Ugelsø Bak giver projektet nye erfaringer med træ som konstruktionsmateriale:
”Vi har haft en del interessante udfordringer, fordi vi har bevæget os ind på et område, hvor vi ikke tidligere har projekteret etageboliger. Men vi har løst dem undervejs, og jeg ser meget frem til at bringe vores nye erfaringer med træbyggeri i spil på kommende projekter.”
Byggefakta:
Areal: 8.544 m2 fordelt på 88 boliger på 45-115 m² og et fælleshus på 310 m2
Bygherre: Boligforeningen Århus Omegn
Arkitekt: Luplau Poulsen Arkitekter
Totalentreprenør: Cj Group A/S
Ingeniør: EKJ Rådgivende Ingeniører
Landskab: Arkplan Landskabsarkitekter
Budget: 130 mio. kr. (byggesum)
Nybyggeri med fokus på kvalitet og indeklima
EKJ har solid erfaring med boligbyggeri for både private bygherrer og boligforeninger. Vi rådgiver om både nybyggeri, renovering og ombygning – fra de første idéer til det færdige byggeri står klar til aflevering. Fokus er altid på sunde boliger med godt indeklima som dagslys, akustik og termisk komfort.