2 nye vejledninger om unge i arbejde
At ansætte unge på arbejdspladserne er blevet mere interessant for virksomhederne. Særligt fordi de unge nu må foretage flere arbejdsopgaver. Dette kan dog også føre til tvivl og usikkerhed hos virksomhederne. Det skal de 2 vejledninger fra BFA Industri være med til at fjerne.
Den nye juniormesterlære, der trådte i kraft i august 2025, er blevet godt modtaget af både de unge og virksomhederne. Og generelt er interessen fra virksomheder, der gerne vil tilbyde unge en smagsprøve på arbejdslivet, stigende.
Usikkerheden må ikke stå i vejen
Men både virksomheder, arbejdsmiljøorganisationer og skoler er ofte i tvivl om, hvad de unge må beskæftige sig med af arbejdsopgaver i industrien, både under erhvervspraktik, i juniormesterlære eller i et fritidsjob. Denne usikkerhed betyder desværre, at virksomhederne ikke altid udnytter en ellers oplagt mulighed for at tage de unge ind.
Som vi også tidligere har omtalt, trådte der den 1. januar 2026 en ny bekendtgørelse om unges arbejde i kraft. Ifølge denne må unge på arbejdspladser foretage flere opgaver end tidligere. Nu kræves det blot, at virksomheden laver en risikovurdering af de unge og deres arbejdsopgaver på arbejdspladsen.
BFA Industri har i den forbindelse udarbejdet og nu frigivet 2 nye vejledninger, som skal være med til at nedbryde den ovennævnte usikkerhed og give virksomhederne et bedre indblik i, hvad de unge må beskæftige sig med. For jo bedre indblik i regler og muligheder, desto nemmere vil det selvsagt være at se potentialerne og få de unge ind på arbejdspladsen.
2 nye vejledninger
De 2 vejledninger fra BFA Industri er henvendt mod unge i:
- Praktik (erhvervspraktikanter og juniormesterlære)
- Fritidsjob
Vejledningerne har til formål at hjælpe virksomheder med at tilrettelægge et sikkert, koordineret og meningsfuldt forløb for den unge som samtidig lever op til lovgivningen. Og dermed give virksomhederne en større tryghed ved at åbne døren for unge på arbejdspladsen.
Her finder du vejledningerne
Du kan læse meget mere og finde link til begge vejledninger via dette link.