23948sdkhjf

Eftertragtet boligkvarter med murfinesser

| Medlemsnyhed | Indrykket af Jørgen Friis Poulsen A/S

Bemærkelsesværdig æstetisk kvalitet og attraktiv beliggenhed karakteriserer 76 nye, almene boliger på tidligere industrigrund i Silkeborg.

Byggefakta
Opførelse af 76 almene boliger
AAB Sydbyen, Afd. 48, Kongegården
Jernbanevej/Lyngbygade, 8600 Silkeborg
Bygherre:  AAB Silkeborg
Bygherrerådgiver:  Kuben Management A/S
Arkitekt:  Årstiderne Arkitekter P/S
Hovedentreprenør:  Jørgen Friis Poulsen A/S (JFP)
Ingeniør:  Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S
Areal:  7.300 m2
Byggesum:  73 Mio. Kr.
Byggeperiode:  dec 2016 – aug 2018

Det første man bemærker, når man bevæger sig ind i det nye boligkvarter Kongegården, AAB Sydbyen i Silkeborg, er de smukke, røde teglfacader med forskydninger, de fornemme reliefmønstre og forbandt i murværket, det elegante tone-i-tone-farvespil og de stemningsfulde gaderum. Her har vi en varieret og intens oase tæt på byens centrum og banegården, og samtidig lige op ad Silkeborgs skønne natur med de ikoniske skove og søer. Moderne boligbyggeri forenes med kreativ inddragelse af stedets historiske fabriksbygning.

Forskydninger, skalaspring og murrelief
AAB Silkeborgs nye, særdeles eftertragtede boligkompleks tilbyder lyse og moderne, almene boliger med forskydninger i bygningskroppene og et trygt og varieret gadebillede. En tæt struktur giver liv og vil aldrig fremstå mennesketomt, og her er plads til rekreativt ophold, leg og aktivitet udendørs. Ganske tæt på forefindes offentlig transport, skoler, børnehaver og indkøbsmuligheder.

Grundens historie er industriel, rækkende tilbage til omkring 1850. Bevaret er den store erhvervsbygning langs Lyngbygade – oprindeligt en maskinfabrik, sidenhen trælast, og sidst lager for hjælpemidler. Nu er der Rema 1000 i stueetagen og 16 almene boliger herover. De øvrige 60 boliger i projektet er fordelt på 4 nyopførte etageblokke, som udgør 5.710 m² etageareal. Ombygning af den gamle fabriksbygning udgør 1.590 m².

Om tankerne bag projektet fortæller Kreativ Leder og Arkitekt MAA Anders Lyhne fra Årstiderne Arkitekter: – Stedet opfylder forskellige boligbehov og udgør trygge og behagelige rammer for beboerne i en mangfoldig og rummelig bebyggelse, hvor der er plads til alle, og hvor der syder af liv til daglig. Vi så muligheden for at arbejde bevidst med stedets ånd og skala, og skabe fortætning og mange attraktive boliger i høj kvalitet, med ideelle muligheder for fællesskab og godt naboskab. Altaner, balkoner, terrasser og udearealer giver plads til leg og rekreation. I det intime gademiljø vil der som udgangspunkt ikke være bilkørsel. I modsætning til de ofte store og ligegyldige græsplæner mellem etagehøje boligblokke, har vi her etableret brugbare udeområder mellem mindre blokke. I stueplan er der små terrasser i boliger med udgang til gadeplan. Fra boligerne på fjerde sal har man sublim udsigt over by, skov og søer.

– De 4 mindre, nyopførte blokke springer mellem 3 og 4 etager og rummer forskydninger i bygningskroppen for variation i både plan og snit. Disse tiltag understreges af frem- og tilbagetrækninger af balkoner og altaner samt af detaljering med relief og forbandt i murværkets smukke, røde tegl, siger Anders Lyhne, og fortsætter: – Vi har bygget med afsæt i den umiddelbare kontekst, Sydbyen, med den lidt spraglede sammensætning af rækkehuse, villaer og let etagebyggeri. Bygningskomplekset møder byens skala til alle sider, og ned mod rundkørslen har vi den omdannede industribygning som markør for det bagvedliggende nyopførte etagebyggeri med smalle gader og stier. Første greb for os var at lave forskydninger for variation i bygningskroppene og gaderummet, andet greb var at skabe helhed.

Anders Lyhne forklarer: – Silkeborg by er præget af den røde tegl, og vi havde lyst til at tage udgangspunkt i dette og gå lidt videre. Lokalplanen lagde op til variation i materialer, hvorfor vi foreslog et tone-i-tone-koncept, som kunne samle alt under én paraply. Altaner og andet i materialer, som ikke er tegl, er blevet malet i rødlige toner. I udvalgte felter har vi øget detaljeringsgraden og dermed også oplevelsesgraden af det samlede byggeri. På ankomst- og altansiderne er udført relief i murværket. Sammen med de glatte murpartier skabes herved en ekstra materialitet. Der er valgt en enkelt tegltype i forskellige røde nuancer, mens hele 3 forskellige fugemørtelfarver – lys grå, mørk brunlig, og en rødlig rosé – tilføjer en ekstra dimension til den røde tegl. Vi er glade for at AAB kunne se værdien i de æstetiske detaljer, og at der blev givet plads i økonomien til at lege med dette, pointerer Anders Lyhne, som også ser byggeriet som et bæredygtigt projekt, idet den æstetiske værdi er stor, og byggeriet derfor vil blive tilstræbt bevaret langt ud i fremtiden.

– Den bevaringsværdige fabriksbygning er omdannet, men har stadig historisk signalværdi og tråd til grundens industrielle fortid, fortsætter Anders Lyhne. – Faktisk startede projektet med, at Rema 1000 ønskede at anlægge en butik her. De købte grunden og fik udviklet en lokalplan, og det endte med det aktuelle AAB-byggeprojekt her i Sydbyen. Lejlighederne oven på butikken er i 2 plan, og da bygningen har stor rumhøjde, har vi kunnet lave et indskudt dæk i de atypiske boliger, og et stort indre ankomstrum. Det er gennemlyste og optimalt indrettede lejligheder med 3-4 rum, med 1-2 værelser på det indskudte dæk. Nogle har 4 rum, og nogle 3, med en større stue. Her er mulighed for forskellig beboersammensætning med unik interaktion mellem beboer i aldersklassen 20-75. Boligerne er allerede lejet ud til dels unge par med børn, midaldrende par uden børn, samt pensionister.

Afstemning af detaljer på sitet
For hovedentreprenøren på projektet i Sydbyen, JFP, Jørgen Friis Poulsen, har det procesmæssigt været lidt en udfordring, idet byggegrunden er beliggende i et bytæt område med sideløbende naboprojekter – bl.a. var ’Rema 1000’-butikken i stueetagen i anden entreprise. Her krævedes god koordinering og velvilligt samarbejde. Sideløbende havde et naboprojekt samme entreprenør og arkitekt som AAB-projektet, men en anden bygherre og byggeledelse. De mange håndværksmæssigt flotte detaljer i murværket på nybygningsdelen af AAB-projektet krævede mere tid end sædvanligt for opmuring. Murerne måtte løbende afstemme med arkitekten under udførelsen af relief og forbandt, idet der skulle tages stilling til, hvorledes der skulle sluttes af ved hjørner, vinduer, altaner, installationer osv.

Projektleder Søren Skaderis fortæller: – Bygherrens og arkitektens ønske om forfining og forskønnelse af byggeriet med mønster og relief i murværket var noget, som kom til i projektet efter licitationen. Udførelsesmæssigt gav det udfordringer, da mønstrene skal gå op, hvor de mødes, afsluttes eller afbrydes. De mange murere måtte afpudse gamle hæderkronede kompetencer og arbejde ud fra arkitektens anvisninger, afstemt efter de udfordringer, der dukkede op hen ad vejen. Alle er enige om, at de roligt kan være stolte af resultatet, som giver et flot spil i facaderne. AAB som bygherre har været en fornøjelse at samarbejde med, professionelle og med ballast og ressourcer til at håndtere både aktører og beboere. Også samarbejdet med Årstiderne Arkitekter har været en fornøjelse og meget inspirerende. Det har været et komplekst projekt med 76 boliger, hvoraf de 16 boliger i den gamle industribygning var den vanskeligste del og blev færdiggjort først, slutter Søren Skaderis.

 

 

Medlemsnyhed

Indrykket af
Jørgen Friis Poulsen A/S

Mads Eg Damgaards Vej 50
7400 Herning
Danmark
Jørgen Friis Poulsen A/S

Send til en kollega

0.167