Nyt firma har masser af opgaver for kæmpekran
Så nu sigter CEM Cranes mod yderligere en 130 tons Sennebogen 6133 bæltekran
De taler ikke med så store bogstaver hos kranvirksomheden CEM Cranes A/S i Spøttrup en lille halv snes kilometer nordvest for Skive. Til gengæld taler de gerne om store kraner. Rigtig store kraner. I det sene forår signerede den dynamiske kran-duo Emil Overgaard og Casper Juul Andersen slutsedlen, der fik maskinfirmaet Scantruck A/S til at levere en 130 tons Sennebogen-bæltekran i Spøttrup. Åbenlyst en god idé. Så nu overvejer kran-makkerne at købe en mere, nøjagtig mage til den første.
“Ordrebogen er tæt fyldt, så det vil nok være fornuftigt at udvide med en kran mere”, vurderer Emil Overgaard, som er den ene af de to makkere bag CEM Cranes A/S. De tre bogstaver i firmanavnet står simpelthen for Casper og Emils Mobilkraner, og grunden til virksomheden blev lagt, da de to var ude at spise i Aarhus.
“Jeg kiggede ud ad vinduet i restauranten og så masser af store kraner rundt om i storbyen. Det talte vi lidt om, og så begyndte vi at undersøge mulighederne. Det viste sig, at Scantruck var klar til at hjælpe os, og så købte vi Sennebogen-kranen som vores første maskine i det nye firma. Nu ser det ud til, at vi godt kan bruge en mere”, fortæller Emil Overgaard.
Stor erfaring
Selv om de to kran-makkere startede deres fælles firma fra scratch, har de begge stor erfaring i branchen. Casper Juul Andersen som indehaver af vognmandsfirmaet Erling Andersen, og Emil Overgaard som ejer af Alf Myhre Transport, som er specialiseret i maskin- og krantransport samt særtransporter.
Emil Overgaard ser en stor fordel i, at 130 tons bæltekranen på trods af sin storhed, er både hurtig og gesvindt at flytte rundt på byggepladserne. Den er som oftest i sving med elementmontage, og selv om både firmaet og maskinen stadig er nye, har Sennebogen-kranen allerede været både i Vejle og Odense, inden den nåede til et tre måneder langt projekt i Herlev. Her benyttede folk fra Sennebogen-fabrikken i Straubing i det sydlige Tyskland lejligheden til en tur til Danmark for at hilse på Scantrucks nye kunde.
Sennebogens area sales manager for kraner, Fabian Reitner, kom på besøg i Herlev sammen med fabrikkens direktør for kran-linjen, Bernhard Kraus, for at se, at alt spillede ved den nye Sennebogen 6133.
Cadeau til Sennebogen
“Vi skylder absolut en stor cadeau til Sennebogen, som sammen med Scantruck har fået tingene til at fungere. Vi har været på besøg på fabrikken to gange og er begge gange blevet godt modtaget”, siger Emil Overgaard.
Hos Scantruck har produktchef Kristian S. Langhoff været i front for håndteringen af den hidtil største kran, som firmaet har solgt i løbet af de fem år, Scantruck har haft den danske import og forhandling af Sennebogen. Maskinfirmaet er fullline med Sennebogen og har således både kraner og maskiner til materialehåndtering på menuen.
Foruden at brillere i vægtløftning med op til 130 tons, imponerer den store kran også på en række andre specifikationer. Selv vejer den 119 tons, og dens løftehøjde er godt og vel 52 meter. Motoren er en Cummins med 228 hk.