Branchen står ikke stille – gør din viden?
En ny DS 452 er på vej. Digitale værktøjer ændrer beregnings- og tilbudsarbejdet. Og næste generation af medarbejdere stiller nye krav til arbejdspladsen. På Techisol den 22. oktober kan virksomhederne blive opdateret på udviklingen og tage vigtig viden med hjem
Når kalenderen er fyldt med tilbud, projekter og deadlines, kan det være svært at finde tid til faglig opdatering. Men udviklingen fortsætter, mens dagens opgaver bliver løst. Nye standarder, teknologier og forventninger til arbejdslivet kan få betydning for både den næste installation og virksomhedens fremtid.
Det er afsættet for Techisol 2026, der samler isoleringsvirksomheder, producenter, rådgivere og bygherrer på Scandic Kolding. Her får deltagerne mulighed for at stille spørgsmål til fagfolkene og undersøge, hvilke ændringer og løsninger de skal være opmærksomme på.
Kend ændringerne, før de bliver en del af arbejdet
Den kommende udgave af DS 452 er et af konferencens centrale emner. Steffen Petersen fra Aarhus Universitet præsenterer ændringerne inden for blandt andet varmepumper, køl og brugsvand samt arbejdet med en mere praksisnær standard.
Deltagerne kan stille spørgsmål og give faglige input, inden standarden sendes i høring. Det giver virksomhederne mulighed for tidligt at forholde sig til ændringerne og deres betydning for kommende opgaver.
Fra AI til konkrete beregningsværktøjer
AI fylder stadig mere i byggeriet. Ole Berad fra Molio fortæller om teknologiens muligheder inden for projektering, dokumentation, udførelse og drift – og om de kompetencer, branchen får brug for.
I udstillingen kan deltagerne se digitale løsninger til hverdagens arbejde. Ortoft Technologies præsenterer blandt andet en ny funktion i Industrial Pipes, hvor opmåling direkte på en PDF-tegning kan bruges videre i kalkulationen på samme sag. Virksomheden viser også et producentuafhængigt program til energiberegning og dimensionering på tværs af fabrikater.
Her er muligheden for at undersøge, om nye værktøjer kan reducere dobbeltarbejde og gøre vejen fra projektgrundlag til tilbud mere overskuelig.
Virksomheden skal også være klar til de næste medarbejdere
Faglig udvikling handler også om de mennesker, der skal udføre arbejdet. Ungdomsforsker Søren Østergaard sætter fokus på unges forventninger til arbejdslivet, og hvad virksomhederne skal forstå for at tiltrække og fastholde næste generation.
Programmet omfatter desuden paneldebatter om samarbejde i byggeriets værdikæde og passiv brandsikring. Andreas Weje Larsen fra Teknologisk Institut giver et anderledes perspektiv på faget med et oplæg om beskyttelse og isolering af robotter, der skal arbejde under ekstreme forhold på Månen.
Hvem skal tage den nye viden med hjem?
For virksomhederne er spørgsmålet derfor, hvem der skal deltage. Den medarbejder, der beregner og giver tilbud? Den projektansvarlige? Eller den leder, der skal finde og udvikle fremtidens medarbejdere?
På Techisol er der tid til både oplæg, besøg hos udstillerne og samtaler med kolleger og samarbejdspartnere. Dagen kan afsluttes med middag og aftenarrangement, hvor Anders Bircow står for underholdningen.
Techisol 2026 afholdes den 22. oktober på Scandic Kolding. Prisen er 500 kr. ekskl. moms for konferencen eller 750 kr. ekskl. moms inklusive middag og aftenarrangement.