23948sdkhjf

Rørcenterdagene: Fagmesse fra øverste hylde og med fuldt hus på p-pladserne

Det store telt bliver i posen – denne gang foregår Rørcenterdagene udelukkende på parkeringspladserne, hvor hver en centimeter er optaget

Når Rørcenterdagene løber af stablen den 14. og 15. juni, så er det 19. gang den populære fagmesse bliver afholdt. Messen holdes hvert andet år og traditionen tro, så sker det på parkeringsområdet på Teknologisk Institut i Taastrup.

I år har Rørcentret på Teknologisk Institut, som står for den store messe, besluttet at droppe det store udstillingstelt og udelukkende køre med udendørs stande. Dem er der til gengæld hele 159 af fordelt på 102 udstillere, så på den front er messen allerede en succes. Der blev nemlig meldt udsolgt allerede for et par måneder siden.

Samtlige udstillere på messen har tilknytning til vand- og afløbsbranchen og viser de nyeste løsninger og teknologier indenfor hver af deres områder så som udstyr, materiel, materialer og erfaringer vedrørende nyanlæg, renovering af vand- og afløbssystemer, spildevandssystemer, brønde, dæksler, pumper, diverse tanke, spulevogne, tv-inspektionsudstyr, klimatilpasning og meget mere.

Rørcenterdagene er en fagmesse fra øverste hylde og henvender sig til alle med interesse for vand- og afløbsteknik og klimatilpasning herunder kloakmestre, entreprenører, rådgivere, producenter samt personer, der er ansat i forsyningsselskaber eller i den offentlige administration og alle øvrige personer, der har interesser inden for denne branche.

Læs den store e-avis om Rørcenterdagene '23

Teknologisk Institut forventer da også mere end 3.000 besøgende til udstillingen, hvoraf langt de fleste vil være fra virksomheder, forsyninger og kommuner, kloakmestre, entreprenører og alle andre, som på en eller anden måde arbejder med byernes kloakering og regnvandshåndtering.

Gratis rundvisninger

I forbindelse med messen er der planlagt to rundvisninger. Det er gratis at deltage i rundvisningerne. Man skal ikke tilmelde sig, men blot møde op på mødestedet.

Onsdag den 14. juni kl. 11.00 er der således en rundvisning til den grønne væg på Teknologisk Institut. Mødestedet er under broen mellem P1 og P2. Rundturen tager ca. 20 min.

Væggen blev etableret i 2020. Den grønne væg kan både håndtere vand og producere energi. Rundvisningen gennemføres af Lars Jørgensen, Rørcentret.

Torsdag den 15. juni kl. 11.00 er der rundvisning til regnbedet på Teknologisk Institut. Mødestedet er under broen mellem P1 og P2. Rundturen tager ca. 25 min.

Regnbedet blev etableret i 2011. Hvordan blev regnbedet til, hvad er driftserfaringerne og hvordan ser regnbedet ud nu efter mere end 10 år? Rundvisningen gennemføres af Ulrik Hindsberger, Rørcentret.

Konference-program

I tilknytning til Rørcenterdagene holdes en række konferencer:

Onsdag den 14. juni 2023 - Kl. 9.00 - 10.30 i Konferencesalen, indgang 1

Separeringer – hvilke løsninger kan komme i spil, når man planlægger separeringsprojekter?

Separatkloakering og klimaprojekter er meget i fokus i mange kommuner og forsyninger. Hvilke dilemmaer står man overfor ved valg af løsning? På konferencen sættes der fokus på udfordringerne og dilemmaerne i forhold til separeringer.

Torsdag den 15. juni 2023 - Kl. 9.00 - 10.30 i Konferencesalen, indgang 1

Renovering af afløbssystemer

På konferencen sættes der fokus på kontrolordningerne indenfor renovering af afløbssystemer og på gode måder at organisere renoveringsprojekter på.

Læs mere om konferencerne og tilmelding her:https://www.teknologisk.dk/ydelser/roercenterdagene-2023-udstilling-og-konferencer/konferencer/13368,2

Kilde: Teknologisk Institut/Rørcentret

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094