Det har kostet millioner, hovedbrud og søvnløse nætter: Jesper Skovsgaard opgiver livsværk
Den nordjyske ejendomsmatador Jesper Skovsgaard opgiver sit livsværk.
Han har solgt alle aktierne i sin ejendomskoncern TSG Group og trækker sig fra alle poster i koncernen.
Det oplyser den kontroversielle ejendomsudvikler i et opslag på LinkedIn.
- Jeg har arbejdet 52 uger om året og sjældent under 70 timer om ugen i 32 år, og det kan man kun, hvis man elsker sit job. Det gør jeg ikke i lige så høj grad længere, for jeg savner at være tættere på og komme på byggepladserne, skriver han her.
Den nye ejer af TSG Group hedder Philip Sandborg. Han kommer fra Silkeborg.
En tumultarisk periode
Aktiesalget kommer efter en periode, hvor TSG Group har været præget af uro efter et trecifret økonomisk tab i det senest afsluttede regnskabsår.
- Philip Sandborg ser muligheden i at vende udviklingen i TSG-koncernen med en endnu mere intens og fokuseret salgsindsats gennem de kommende 12 måneder, hedder det i Jesper Skovsgaards meddelelse.
Jesper Skovsgaard ser tilsyneladende tilbage på de seneste år med blandede følelser, og han retter kritik mod sine rådgivere.
- Det har været nogle hårde år i ejendomsmarkedet siden pandemien og efterfølgende inflation og rentestigningerne, hvor jeg samtidig må sande, at tingene blev så store, at jeg måtte stole blindt på vores rådgivere.
- Det viste sig i bakspejlet desværre ikke at være ret godt, hvilket både har kostet mange millioner kroner, en hel del hovedbrud og utallige søvnløse nætter for os alle i ledelsen, siger den nu forhenværende ejer af TSG Group.
En række konkurser
Samtidig med Jesper Skovsgaard sælger hans fætter Peter Bersang Kristensen også sin lille aktiepost i TSG Group.
Jesper Skovsgaards aktiesalg sker også efter en periode, hvor Nordjyske i et redaktionelt samarbejde med mediet EjendomsWatch har sat kritisk fokus på Jesper Skovsgaard og hans aktiviteter i forbindelse med en lang række konkurser i byggeselskaber med tilknytning til den nordjyske ejendomsudvikler.
Blandt andet vil kurator i flere konkursramte byggeselskaber, som Jesper Skovsgaard har været involveret i, have ham og en direktør idømt konkurskarantæne.
Samtidig er kronjuvelen i Jesper Skovsgaards beholdning af projekter - en helt ny bydel i nærheden af Ølstykke - gået i stå. Et projekt, hvor Skovsgaard og en långiver strides om et større trecifret millionbeløb.
Startede for 28 år siden
Jesper Skovsgaard grundlagde TSG Group i 1996 – dengang under navnet 2E Group. Forretningen voksede, men så ramte finanskrisen, hvor ejendomspriserne raslede ned, og bankerne lukkede kassen i.
Derudover satte Jesper Skovsgaard en del millioner til på dels en fejlslagen pantebrevsforretning, dels på sit ejerskab af håndboldklubben Aalborg DH. Men i modsætning til mange af sine kolleger i byggebranchen gik han ikke konkurs.
Derfor har han bygget videre lige siden, både i Nordjylland og hovedstadsområdet, og bogført en række store overskud i sin ejendomskoncern.
Lige indtil sidste år.
Her kostede et kæmpetab en stor del af formuen og fik gælden i hans livsværket til at skyde i vejret, alt imens revisor rejste tvivl om den fortsatte drift.
Og nu har Jesper Skovsgaard så sluppet ejerskabet med sin koncern.