23948sdkhjf

Byggeriet er rygraden i Danmarks produktionsapparat

Med en dominerende andel af det samlede produktionsapparat yder byggeriet et særdeles værdifuldt bidrag til det danske samfund. Dansk Byggeri minder om det ansvar, der følger med.
Det danske produktionsapparat er netop blevet opgjort til svimlende 5.075 mia. kr. af Danmarks Statistik. Bygninger og anlæg udgør hele 81 procent af den samlede masse, og ifølge Dansk Byggeri understreger det byggeindustriens enorme samfundsmæssige værdi.

- Man behøver jo bare kigge sig omkring for at konstatere, at det er bygninger og anlæg som veje og broer, der fylder mest i landskabet af de blivende, menneskeskabte værdier – helt præcis 81,2 pct. af de 5.705 mia. kr. som udgør det samlede produktionsapparat ifølge Danmarks Statistik, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Men det fortæller samtidig også historien om bygge- og anlægsbranchens kolossale samfundsmæssige betydning. Uden dem havde vi hverken Christiansborg, Storebæltsbroen, vores egne hjem, vores internetforbindelser eller døgnkiosken nede på hjørnet.

Behov for rettidig omhu
Den værdimæssige dominans, som bygninger og anlæg udøver i det danske samfund, får Dansk Byggeri til at minde om det ansvar, der hører med til at trække læsset. De peger på, at finanskrisen har tæret hårdt på værdien af bygninger og anlæg i Danmark og, at det nu er tid til at sikre byggeriets anseelige samfundsmæssige bidrag.

- Vi må sikre, at værdierne vedligeholdes. Det kræver blandt andet, at man opruster både indenfor de faglige, håndværksmæssige uddannelser og også de akademiske. Samtidig bør der fokuseres langt mere på at løse problemet med det gigantisk vedligeholdelsesefterslæb, som vi skubber foran os til de kommende generationer. Det er alt andet end rettidig omhu, siger Bo Sandberg.

De seneste år er det primært IT-hardware og software, der har sikret den minimale fremgang på 0,3 procent årligt i produktionsapparatets såkaldte nettobeholdning. Men ifølge Dansk Byggeri vil byggeriet blive en af de store vækstskabere i Danmark, når opsvinget kommer.

- For bygge- og anlægsbranchens vedkommende har nedturen under finanskrisen på den ene side været kraftig, men på den anden side mest været konjunkturbetinget. Strukturelt vil branchen i løbet af få år igen være blandt de store vækstskabere – og dermed også fremadrettet bidrage til at sikre bygninger og anlægs store og håndgribelige samfundsbidrag, siger Bo Sandberg.

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109