Norske Håndverksgruppen fortsætter fremmarchen på dansk grund.
Den Tønder-baserede virksomhed Malerfirmaet Egon Hofsted & Søn bliver nu en del af den hurtigt voksende koncern, der dermed bliver det 19. selskab på 19 måneder i Håndverksgruppens danske selskab HG Danmark ApS.
- Tilføjelsen styrker vores position i Sydjylland og giver os mulighed for at udvikle fælles løsninger og skabe merværdi for både kunder og medarbejdere, siger HG Danmarks landechef, Frederik Stage Olsen, i en pressemeddelelse.
Det familiedrevne malerfirma har rødder tilbage til 1950’erne og beskæftiger i dag 11 medarbejdere. Det arbejder både med nybyggeri og renoveringsprojekter.
- For mig er det vigtigste at få en større platform for faglig sparring. I stedet for at skulle opfinde alt selv, kan vi i fællesskab udvikle os, siger adm. direktør i Malerfirmaet Egon Hofsted & Søn, Sune Hofsted, i pressemeddelelsen.
Han overtog i 2007 ledelsen efter sin far.
Selskabet vil fortsætte under eget navn og ledelse, men får adgang til et større netværk, fælles indkøb og kompetenceudvikling som en del af gruppen. Håndverksgruppen består i dag af over 160 virksomheder i Norge, Sverige, Danmark og Tyskland.
- God udvikling
Der har været godt gang i Håndverksgruppen, siden den norske gruppe etablerede sig på det danske marked i slutningen af 2022.
Strategien i Danmark har fra begyndelsen været at opnå en solid markedsposition, etablere landsdækkende tilstedeværelse med fokus på malerservice og opbygge en bæredygtig struktur for videre vækst.
Ifølge landechef Frederik Stage Olsen er det mål nået. Endda med bedre resultater end forventet, hvilket han i et større interview med Building Supply satte ord på tilbage i september.
- Det har været en rigtig god udvikling, som vi er rigtig godt tilfredse med. Det fællesskab og samarbejde, der er blevet bygget op, er virkelig noget, der gør mig stolt, sagde Frederik Stage Olsen den 17. september.
Og det nye opkøb taler også ind i den strategi, han i samme interview beskrev dengang.
- Fokus for os er, at vi skal fortsætte med at tage nye gode selskaber ind og arbejde videre med at få det bedste ud af hinanden. Vi plejer at sige, at vi gerne vil blive en lille smule bedre hver dag sammen, lød det blandt andet fra landechefen.
A- og B-hold
Brancheorganisationen SMVdanmark har over for Building Supply også udtrykt bekymringer over konsolideringsbølgen, der i disse år skyller ind over Byggedanmark.
Det kan skabe et A- og B-hold, mener underdirektør Alexander Søndergaard.
- Selvfølgelig må ejere selv bestemme, hvad de vil med ejerforholdet af deres virksomhed, men vi er bekymrede for, at de her konsolideringer gør, at visse sektorer bliver lukket land for de helt små, sagde han den 26. september.
Håndverksgruppen har en samlet omsætning på mere end 4,7 mia. kr. og beskæftiger omkring 5.000 medarbejdere.
Om Håndverksgruppen
- Håndverksgruppen blev etableret i juli 2020 i Norge, hvor 30 lokale håndværksvirksomheder gik sammen om at danne en gruppe. Siden da har Håndverksgruppen etableret sig i Sverige (april 2021), Danmark (november 2022) og Tyskland (september 2023). I dag har Håndverksgruppen over 160 håndværksvirksomheder i de fire lande.
- Gruppen, der er ejet af medarbejdere og FSN Capital, har en samlet omsætning på mere end 7,4 mia. norske kr. og beskæftiger omkring 5.000 medarbejdere.
- Virksomhederne i gruppen tilbyder alle former for overfladebehandling inden for maling, flisebelægning, murværk og gulvbelægning.
Kilde: Håndverksgruppen