Lemvigh-Müller, Danmarks største stål- og teknikgrossist, lancerer nu en løsning, der skal gøre det nemmere for kunder i industri-, bygge- og installationsbranchen at få adgang til klimadata.
Mere konkret vil virksomheden levere CO₂e-data for mere end 450.000 varenumre ved hjælp af en beregner, så deres kunder kan få dokumenteret klimaaftrykket fra indkøb af både stål- og teknikprodukter.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
- Vores kunder har i stigende grad behov for pålidelige CO₂e-data, som kan integreres direkte i deres rapportering, udtaler Pernille Kiær, Executive Advisor, ESG & Communications i Lemvigh-Müller.
- Vores løsning er testet i et tæt samarbejde med vores kunder, og vi kan nu hjælpe dem med adgang til data, der både kan bruges til rapportering og til at estimere klimaaftrykket på det enkelte indkøb på et transparent og dokumenteret grundlag, lyder det videre.
Tilgængelig data skaber værdi
Den nye løsning tilbyder kunderne et samlet overblik over CO₂e-udledningen for deres indkøb i en given periode på tværs af hele vareindkøbet.
Beregneren giver også et overblik på, hvilke produkter, der beregnes på baggrund af data fra leverandøren og hvilke, der estimeres med udgangspunkt i en referencemodel.
- Vi ønsker at gøre klimadata tilgængelige og brugbare for kunderne. Vi oplever allerede nu, hvordan denne løsning skaber konkret værdi for vores kunder. Når man kan se og forstå tallene, bliver det også muligt at handle på dem, tilføjer Christian Søgaard-Christensen, CEO i Lemvigh-Müller.