Over de næste to år vil Realdania opføre 150 små mødesteder til lokale fællesskaber over hele landet.
Husene bygges hovedsageligt i genbrugs- og resttræ, blandt andet fra de mange nedrevne minkfarme. Projektet er en del af Realdanias 25-års jubilæumsindsats 'Vores Sted' og skal både fremme livskvalitet og vise nye veje til cirkulært byggeri.
Det oplyser Realdania i en pressemeddelelse.
- Nedrivningen af de mere end 1.200 minkfarme er en oplagt anledning til at genbruge gode, gedigne byggematerialer, som har mange flere år i sig. I dag er det forsvindende lidt nedrivningstræ, der bliver genbrugt i Danmark, udtaler Rasmus Rune Nielsen, sekretariatschef for Realdanias jubilæumsindsats og Vores Sted.
Realdania forventer, at de første 24 mødesteder står færdige ved udgangen af 2025, mens resten opføres frem mod 2027.
Fakta om mødestederne i Vores Sted
- Mødestederne udføres hovedsageligt i træ med en høj andel af genbrugs- og resttræ. I konstruktionerne - spær, søjler osv. - anvendes genbrugstømmer, der kommer fra nedrevne minkfarme, skoler, beboelsesejendomme mv. Facadebeklædning, døre, vinduer, indbyggede reoler, skabe mv. udføres i frasorterede gulvplanker fra gulvproducenten Dinesen.
- Målet er at 85% af det træ, der anvendes til mødestederne, er genbrugs- og resttræ. Heraf ca. 45% genbrugstræ og ca. 55% resttræ. Der bruges nyt træ, hvor det ikke er muligt at skaffe genbrugs- og resttræ. I projektets opstartsfase er der blevet suppleret med en højere andel af nyt træ, mens forsyningskæderne er blevet etableret.
- Genbrugstræet leveres af nedrivningsvirksomhederne Kingo, Søndergaard, J. Jensen, Tscherning, og Titan. Oprensning og tilskæring af træ sker på Sønderby Træindustri.
- Træet fra minkfarmene køber Realdania nedriverne, der har indgået kontrakt med Bygningsstyrelsen om at rive landets minkfarme ned.
- Tagbeklædningen består af asbestfri genbrugseternitplader, der kommer fra nedrevne minkfarme. Tagpladerne leveres af Kingo.
- Mødestederne funderes på skruefundamenter. Derudover anvendes nye materialer som f.eks. vinduesglas og aluminiumsbeslag og facadeelementer i polycarbonat.
- For at sikre et effektivt byggeri præfabrikeres mødestederne i moduler, der samles på byggepladsen. Konstruktionen samles hos virksomheden Næste, der producerer skure i genbrugstræ. Facade- elementer som vinduer, skydedøre, indbyggede reoler, bænke og skabe samles hos virksomheden Boye Inventar.
- Byggerierne opføres af ni lokale tømrer- og entreprenørvirksomheder, der er fordelt over hele landet.
- Ved udgangen af 2025 vil der være opført 24 mødesteder. Byggeriet vil forventeligt fortsætte frem til medio 2027 i takt med, at fællesskaberne modtager byggetilladelse.
Kilde: Realdania
Cirkulær byggefabrik som testprojekt
Målet er, at 85 pct. af træet i mødestederne skal være genbrugs- eller resttræ.
Og det skal ske i samarbejde med mere end 20 aktører i byggebranchen, fra nedrivere og savværker til håndværkere og arkitekter.
Realdania har etableret en såkaldt ”cirkulær byggefabrik”, hvor materialerne forarbejdes og præfabrikeres, før de samles på byggepladserne.
- Det særlige ved Vores Sted er, at vi bygger det samme simple træbyggeri 150 gange på kort tid. Det gør projektet ideelt som testcase for effektivisering af cirkulært byggeri, udtaler Rasmus Rune Nielsen.
Projektet ventes at spare omkring 400 tons CO₂, som ellers ville være udledt ved afbrænding af træet, og samtidig undgå fældning af over 600 fyrretræer.