Planloven skal tage udgangspunkt i virkeligheden
En revidering af planloven kræver grundlæggende gentænkning frem for tilfældige lempelser, skriver direktør Jesper Pagh fra Akademisk Arkitektforening i dagens klumme.
Jesper Pagh, direktør, Akademisk Arkitektforening. Foto: Laura Stamer/Stamers Kontor
Der er ovenikøbet ingen grund til at stoppe dér. Også miljøbeskyttelsesloven og loven om naturbeskyttelse kunne rimeligvis trænge til en tur, ligesom meget andet af den beslægtede lovgivning, der tilsammen udstikker rammerne for den fysiske planlægning af land og by.
Hvad der derimod ikke er grund til er løbende småændringer på baggrund af enkelte, tilsyneladende tilfældige eksempler på, at planloven er en ’barriere for vækst’.
Som Ole Christiansen og Niels Østergaard udtrykte det i en kronik i Politiken den 27. april er der derimod behov for en reform med grundlæggende nytænkning af samtlige planlægningsregler i de relevante love. ” Fortsatte hovsaløsninger vil kun gøre problemerne større ”, som de afslutningsvis konkluderer.
Medisterpølseeffekten
Det betyder ikke, at der nødvendigvis er behov for at ændre på alle reglerne, men at det er nødvendigt at se på dem alle, fordi de er indbyrdes og gensidigt afhængige af hinanden. Det plansystem, vi har i dag, er udviklet siden 1930’erne, og blev igennem 1970’ernes planlovreformer ’perfektioneret’ til et hierarkisk system af lovgivning, som, hvis man tager byggelovgivningen med, dækker alt fra landsplan til lokumsdør.
Det kan man mene meget om – det er muligvis en uhensigtsmæssig og utidssvarende måde at indrette lovgivningen på set med nutidens briller – men resultatet er, at det at ændre på planloven, er som at trykke på en medisterpølse: En fast hånd ét sted får det bare til at bule ud et andet.
En ikke ubetydelig del af den kritik, der i disse år kommer fra den politiske side, kommunalt som nationalt, vidner desuden om en vis mangel på viden omkring planlægningens faktiske rammevilkår og praksis. Eksempelvis henviser en stor del af kritikken af planloven som en barriere for vækst til den politiske praksis, og ikke til noget, man entydigt kan give planloven skylden for.
Planloven er, på trods af rygter om det modsatte, først og fremmest en rammelov, som bemyndiger kommunerne til at fastsætte nærmere bestemmelser for den fysiske planlægning. Så er der en lang, lang, række begrænsninger, der indskrænker denne bemyndigelse, og de er rimeligvis en barriere for vækst, hvis man betragter vækst som kortsigtet profit, men de er i allerhøjeste grad en garanti for fortsat langsigtet og bredspektret værdiskabelse med udgangspunkt i landets naturressourcer og blik for vores fælles fremtid.
Svært at være købstad i dag
Ud over den forvaltningsmæssige kompleksitet er der andre årsager til en grundlæggende revision af plansystemet. Det er ikke længere produktionsindustriens og parcelhuskvarterernes indhug i det åbne land, vi skal begrænse. Behovet for og begreberne om rum og sted i planlægningen har ændret sig dramatisk med globaliseringen.
Én af de største ændringer af det administrative danmarkskort i nyere tid – strukturreformen i 2007 – medførte også en lang række ændringer, som ikke for alvor reflekteres i det nuværende plansystem. Udover at amterne mangler, som koordinerende instans over for kommunernes individuelle og konkurrerende planlægning, naturligvis.
Mange af vore byer har oplevet, at deres betydning har ændret sig fuldstændigt. Det er mildest talt svært at være købstad i dagens Danmark. Mange har helt mistet den betydning som regionale centre for administration, kultur, handel, service, produktion og investering, og går en usikker fremtid i møde. Nogle er lykkedes med at blive hoved- eller sekundære byer i de nye kommuner, andre finder nye strategier til at overleve, men det vil ikke lykkes for alle. Selv byer med flere tusinde indbyggere i dag vil i løbet af relativt få år skulle finde helt andre måder at være byer på, end vi har kendt hidtil. Og det kræver naturligvis også nye rammer at planlægge inden for.
Megen planlægning finder sted – og har gjort det i årtier – som enkeltstående projekter frem for som overordnet, sammenhængende planlægning, således som ånden i plansystemet lægger op til. Og ofte i langt større og tættere samarbejde mellem offentlige og private parter og interesser, end lovgivningen tager udgangspunkt i. Det kan man tiljuble eller begræde, men ikke ignorere, og det vil være hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i denne virkelighed og få det bedste ud af den. Men også her må vi være varsomme med ikke at smide barnet ud med badevandet.
Plads til reversibilitet
Johannes Exner, en af Danmarks store arkitekter, døde for nylig. Exners speciale var kirkebyggeri og restaurering. Sammen med sin kone, Inger, stod han igennem 24 år for restaureringen af Koldinghus. Ét af de bærende principper i Exners arbejde med kulturarven var, at man på den ene side gerne måtte foretage radikale ændringer – på den anden side havde man en forpligtelse til at gøre det på en måde, som er reversibel.
Der kan jo komme andre efter os med et andet syn på, og behov for, at trække på arven. Man må så at sige gerne trække renter på hovedstolen, så længe man ikke bruger af den. Det princip kan sagtens overføres til planlægningens langt større skala.
En reform af plansystemet er ikke det samme som – og behøver slet ikke at inkludere – lempelser af de bestemmelser, der i dag beskytter det åbne land, kysterne og bycentrene, men en mulighed for, med udgangspunkt i en stærk faglig tradition, at skabe et nyt, stærkt grundlag for fremtidens fysiske planlægning.
Lad os indrette plansystemet, og alt hvad dertil hører, så det er i overensstemmelse med tiden, men lad os gøre det med udgangspunkt i nogle af de grundlæggende principper i det velfærdssamfund, det er et barn af: Fokus på fællesskabets langsigtede værdiskabelse frem for den enkeltes kortsigtede profit.
