23948sdkhjf

Danske specialister ser på fremtidens boliger

DTU Byg står i spidsen for et international projekt, der skal sikre den rette balance mellem energieffektivitet og et godt indeklima i beboelsesejendomme.
Fugtighed, partikler og en række kemiske forbindelser er blandt synderne, når det kommer til forurening af indendørsklimaet i beboelsesejendomme.

Med ventilation kan de skadelige stoffer luftes ud af bygningerne, men det kan være forbundet med et væsentligt energiforbrug.

Det er derfor nødvendigt at finde en balance mellem energieffektivitet og et godt indeklima i beboelsesejendomme. Den balance skal et internationalt projekt, som DTU Byg står i spidsen for, hjælpe med at finde.

Balancen skal sikres
- I fremtiden vil vi se et øget behov for, at bygninger energioptimeres, så de kommer så tæt som muligt på at ramme et mål om nulenergi. Formålet med dette projekt er at sikre, at indeklimaet ikke forringes i denne optimeringsproces, forklarer professor Carsten Rode fra DTU Byg, som er leder af projektet.

Projektet består for en stor dels vedkommende i at indsamle viden og data om forureninger i indeklimaet. Derudover skal forskerne i projektet arbejde med at identificere værktøjer og teknologier, der kan analysere og styre en bygnings luftkvalitet, ventilation samt varme og fugtforhold.

Det overordnede formål med projektet er at undersøge, hvordan den omfattende viden, der allerede er på området, kan kombineres for at skabe den rette balance mellem energieffektivitet og indeklima i en ejendom.

- Vi arbejder henimod at fastsætte retningslinjer for såvel konstruktion som drift af bygninger, der sikrer, at vi på en gang får et lavt energiforbrug og på samme tid vedligeholder en høj standard inden for indeklima. Disse retningslinjer vil kunne bruges af forskellige interessenter i såvel industrien som hos myndigheder, der arbejder med udvikling af beboelsesejendomme, forklarer Carsten Rode.

Projektet, som har det fulde navn ”Indoor Air Quality Design and Control in Low Energy Residential Buildings”, har været i gang med det forberedende arbejde siden november 2014. Nu, et år senere, bevæger projektet sig ind i en treårig arbejdsfase.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156