23948sdkhjf

Udskudt byggesag skærer i toplinjen

Men indtjeningen holder niveauet hos EMR Murer & Entreprenør.
En udskudt byggesag er grunden til, at EMR Murer & Entreprenør A/S ikke lever op til egne forventninger om at vokse på både top- og bundlinje i regnskabsåret 2015/16. Det fremgår af den netop offentliggjorte årsrapport fra den midtjyske entreprenørkoncern.

EMR-koncernen har dog kompenseret for den udskudte opgave med egenproduktionsopgaver, som har sikret, at fyringer ikke kom på tale.

- Vi har generelt i hele regnskabsåret formået at opretholde et meget tilfredsstillende aktivitetsniveau, og vi har udnyttet vort materiel og vore medarbejdere maksimalt. Den manglende omsætning, som følge af den udskudte sag, blev væsentligst kompenseret ved, at vi entrerede egenproduktionsopgaver, således at vores dygtige medarbejdere ikke skulle hjemsendes. Ordreindgangen har været tilfredsstillende i hele regnskabsåret, lyder det i årsrapporten, som er underskrevet af adm. direktør Per Breinbjerg.

Han ønsker ikke at uddybe regnskabet, men vedkender dog, at EMR-koncernen samlet set finder præstationerne i 2015/16 meget tilfredsstillende.

Høj disciplin i tilbudsgivning
En af nøglerne til successen er angiveligt, at alle væsentlige tilbud eftergås både før, under og efter tilbudsafgivelse af ledelsen.

- Vi fortsætter med at fastholde en høj disciplin i vores tilbudsgivning, således vi forsøger kun at entrere på opgaver, der opfylder vores interne mål for så vidt gælder indtjening og de risici, der er forbundet med at udføre opgaverne, hedder det i årsrapporten.

Foruden moderselskabet EMR Murer & Entreprenør A/S, der har base i Nørre Snede, dækker EMR-koncernen over datterselskabet Poul Pedersen A/S, hvis domicil ligger i Brabrand. Det er dog ikke det midt- og østjyske område alene, der skal trække væksten hos EMR-koncernen, som forventer en stigende omsætning i 2016/17-regnskabet.

- Forventningerne er baseret på de forhåndsværende arbejdsbetingelser, hvor den generelle byggeaktivitet i Danmark nu må betegnes som samlet set normal. Dog med store geografiske forskelle. I Københavnsområdet, Østjylland samt enkelte andre byer er der stor byggeaktivitet, mens der i resten af Danmark stadigvæk er meget lav aktivitet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085