23948sdkhjf

Planen for Vinge Centrum er vedtaget

”Centralt i Vinges bymidte ligger S-togsstationen, og rundt om den kommer bygninger i mellem fire og otte etagers højde med boliger, erhverv, offentlige institutioner, private virksomheder og detailhandel.

Selv gennem centrum vil Vinges grønne byhjerte være synligt, blandt andet i kraft af den landskabsbro, der krydser S-banen og binder byens nordlige og sydlige halvdel sammen”.

Sådan vil man kunne beskrive Vinge Centrum om få år, idet Frederikssund Byråd enstemmigt har vedtaget det plangrundlag, der skal gøre det hele muligt.

- Med vedtagelsen af lokalplanen og de tilhørende dokumenter tager projektet endnu et stort og vigtigt skridt fremad. Vi får en tæt bykerne i Vinge, men stadig med grønne, bæredygtige og rekreative elementer, der vil være med til at give Vinge sit helt eget særpræg, siger formanden for Teknisk Udvalg, Tina Tving Stauning (A) i en pressemeddelelse.

Foruden lokalplanen vedtog Byrådet også et kommuneplantillæg samt en VVM-redegørelse/miljørapport for Vinge Centrum samt at meddele VVM-tilladelse til projektet for Vinge Centrum og Station.

I oktober blev AP Ejendomme og MT Højgaard prækvalificeret i udbuddet om at bygge Vinge Centrum, som i sin første fase omfatter en ny S-togsstation, en landskabsbro samt 85.000 kvadratmeter nybyggeri med boliger, institutioner og erhvervsbyggeri. Det ventes, at investorerne afgiver bud på opgaven i løbet af februar.

- Det er klart, at et projekt af denne størrelse har et forløb med afklaring af en række forhold mellem udbyderne og de prækvalificerede. Derfor er det af stor betydning, at vi nu endeligt har vedtaget plangrundlaget for Vinge C. Så ved man, hvad der gælder for området, siger borgmester John Schmidt Andersen (V).

I lokalplanen for området bliver der blandt andet stillet krav om, at der skal etableres mindre byrum spredt i bebyggelsen med forskellige typer planter og træer, så hvert byrum får sit eget særlige kendetegn. Desuden skal der etableres LAR-løsninger for at sikre byen mod oversvømmelser under skybrud.

Lokalplanen er blevet til på baggrund af en arkitektkonkurrence, som blev vundet af Henning Larsen Architects, Tredje Natur, Moe og RPA i november 2015.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109