23948sdkhjf

Trafikstyrelse: Letbanens arbejde har været virkelig dårligt

Efter "smerteligt forløb" melder Trafikstyrelsen nu, at de venter at godkende Aarhus Letbane onsdag

Med næsten tre måneders forsinkelse forventer Trafikstyrelsen nu at give grønt lys til Aarhus Letbane på onsdag, oplyser styrelsen.

- Vi er nu så langt i behandlingen af den her sag, at vi har en klar forventning om, at vi onsdag d. 20 kan lave en godkendelse til Aarhus Letbane.

- Det vil så betyde, at man formentlig kan gå i gang torsdag morgen med at køre med passagerer, siger vicedirektør i Trafikstyrelsen, Kaare Clemmensen.

Godkendelsen ventes sent onsdag aften. Ifølge Clemmensen skyldes det, at det er et "kæmpe arbejde" at lave godkendelsen.

Selv om letbanen kan godkendes onsdag, vil der stadig være en del ting, som letbanen skal følge op på, lyder det.

- Det bliver en godkendelse med en helt masse vilkår. En helt masse ting, som de skal lave efterfølgende, siger Clemmensen.

Letbanen skulle oprindeligt være åbnet 23. september, men det blev aflyst med en dags varsel.

Det skete, fordi Trafikstyrelsen ikke kunne sikkerhedsgodkendte letbanens operatør, Keolis, og letbanens regler for teknisk vedligehold.

- Letbanen havde selv lagt sig fast på et åbningstidspunkt 23. september, og så fremsendte de materiale meget sent i forhold til det, og det var så i en virkelig dårlig kvalitet.

- Det basale det er, at de har ikke lavet deres del af arbejdet ordentligt. Det har de bare ikke, siger Clemmensen.

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) var lørdag ude med kras kritik af Trafikstyrelsen.

- Vi oplever en styrelse, hvor der mangler politisk kontrol, og hvor magtarrogancen er så stor, at vi står tilbage med en følelse af, at vi ikke kan have tillid til styrelsen, sagde

Jacob Bundsgaard ved en uofficiel fejring af letbanen i Aarhus.

Borgmesteren bad ved samme lejlighed transportminister Ole Birk Olesen (LA) om en undersøgelse af det kaotiske forløb omkring godkendelse af letbanen.

Men Clemmensen afviser, at man i styrelsen har været arrogante.

- Vi udøver ingen form for chikane, og vi gør alt, hvad vi kan for ikke at være arrogante.

- Processen har været meget smertefuld også for os og mine medarbejdere. Så vi vil selvfølgelig også reflektere over, om der er noget, som vi har kunne gøre anderledes i hele den her lange proces.

- Men jeg har bare brug for at sige, at over to år, har vi holdt rigtig mange møder med Aarhus Letbane og præciseret langt hen ad vejen, hvad der har været brug for, siger han.

Letbanen har kørt testkørsel siden juli, og letbanetogene havde frem til søndag 10. december kørt i alt 103.180 kilometer uden passagerer.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109