23948sdkhjf

Stort kontorhotel på vej i Virum

Sampension og Kristensen Properties investerer trecifret millionbeløb i Teknikerbyen i Virum ved København.

Teknikerbyen i Virum har fået nye ejere. For 122 mio. kroner har Sampension sammen med Kristensen Properties købt to af områdets tre bygninger af SEB Pension.

Sampension og Kristensen Properties råder dermed over knap halvdelen af de i alt 47.000 kvadratmeter, som blandt andet huser en del af den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras samt forsikrings- og pensionsmæglervirksomheden Marsh/Mercer.

- Vi oplever i øjeblikket en stigende efterspørgsel efter moderne, fleksible kontorbygninger med gode parkeringsforhold, tidssvarende klimainstallationer, fleksibel indretning og adgang til gode fællesfaciliteter som for eksempel kantine og mødelokaler. Det kan vi skabe i Teknikerbyen, siger Hasse Jørgensen, adm. direktør i Sampension, i en pressemeddelelse.

De to bygningers struktur gør det muligt at etablere en indretning som flerbrugerejendom med en kombination af lejere på helt små arealer til større enkeltlejere.

Sampension er hovedinvestor, mens Kristensen Properties ud over at være medinvestor også vil fungere som asset manager og rådgiver for konsortiet. Albjerg & Buchardt og Niras er henholdsvis arkitekt og rådgivende ingeniør, mens der endnu ikke er sat navn på entreprenøren.

Den samlede projektsum forventes at ende i niveauet 220-240 mio. kroner.

Bygningerne er opført i 1972 og ligger relativt tæt på både Helsingør- og Lyngbymotorvejen. Transporttiden til centrum er omkring 20 minutter.

- Det er en spændende investering, hvor vi til en attraktiv udlejningspris vil være i stand til at tilbyde et godt alternativ til kontorlokaler midt i København. Med Kristensen Properties har vi samme partner som i en lignende kontorejendom i Aalborg, hvor vi har gode erfaringer med at drive kontorhotel i fællesskab, siger Hasse Jørgensen.

De første lejere forventes at flytte ind allerede i august i år, og går alt efter planen, vil hele projektet være gennemført ved udgangen af 2020.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109