23948sdkhjf

C.F. Møller-partner går på pension

67-årige Tom Danielsen har været en del af C.F. Møller Architects. Nu går han på pension.

En toneangivende karakter i både dansk og international arkitektur takker af.

Tom Danielsen, arkitekt maa, RIBA og partner i C.F. Møller Architects siden 1987, holdt fredag den 26. januar afskedsreception med sine kollegaer på C.F. Møllers Aarhus-kontor.

- Jeg synes stadig, det er den bedste af alle verdener at være på arbejde blandt kollegaer, bygherrer og udførende håndværkere. Men beslutningen er taget, og den er både rigtig og fornuftig, siger Tom Danielsen i en pressemeddelelse.

Garant for faglig udvikling

På et alenlangt cv optræder blandet andet projekter for F.L. Schmidt i Indien, museer i London og et hovedkontor for Grundfos i Japan.

Ifølge Klavs Hyttel er en af Tom Danielsens største styrker, at han ikke sætter sig selv først, men alligevel stiller sig forrest og er garant for faglig udvikling:

- Darwin Centre, Det Naturhistoriske Museum i London, bærer Toms arkitektoniske adelsmærke med et indsmigrende og funktionsmæssigt forløsende koncept. Og med Poul Due Jensen Academy, Aarhus Universitet, Væksthusene i Botanisk Have i Aarhus, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital – for blot at nævne et fåtal væsentlige projekter – har Tom formået at stå bag arkitekturværker, som skaber kvaliteter og referencer, der rækker langt ud over selve opgaven, siger Klavs Hyttel.

Tom Danielsen har, gennem sine 31 år som partner, arbejdet på projekter, der spænder fra boligbyggerier, industri, erhvervsbyggeri, undervisningsbyggeri, universitets- og forskningsbyggerier, museer og sygehuse.

Han har været ansvarlig for projekter både i Europa, i Mellemøsten og i Asien, og siden årtusindeskiftet har han været ansvarlig for C.F. Møller Architects' videreudvikling af Aarhus Universitet.

Den nu 67-årige arkitekt har således sat et gevaldigt aftryk på hele virksomheden:

- Toms betydning og indflydelse på C.F. Møller Architects er stor og uomtvistelig. Både som fagligt omdrejningspunkt, men også som den kulturelle fakkelbærer, som har været med til at definere tegnestuens særlige DNA i både projekter, i tilgangen til medarbejdere og igennem den respekt og anerkendelse af et samarbejdes betydning for et værks tilblivelse, som han har udvist, siger partner og bestyrelsesformand Klavs Hyttel.

Tom Danielsen startede i C.F. Møller i 1983 og blev partner i 1987. Han vil fortsat være tilknyttet C.F. Møller Architects i en rolle som seniorkonsulent.

Partnergruppen består efter Tom Danielsens udtræden af Klavs Hyttel, Klaus Toustrup, Julian Weyer, Michael Kruse, Lone Wiggers og Mads Mandrup Hansen i Danmark samt Mårten Leringe i Sverige og Christian Dahle i Norge.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094