23948sdkhjf

Vestjysk naturbydel vil have bud på fremtidens seniorboliger

Realdania er klar med idé- og projektkonkurrence, der skal munde ud i et konkret eksempelbyggeri i Naturbydelen i Ringkøbing.

Fremtidens bofællesskab for aktive seniorer.

Det er ambitionen for udviklingen af et nyt seniorbofællesskab, som Realdania By & Byg A/S skal opføre i Ringkøbings nye naturbydel.

Derfor opfordres arkitekter, landskabsarkitekter, ingeniører og eksperter med viden om seniorers liv og udvikling af fællesskaber nu til at søge om prækvalifikation til en idé- og projektkonkurrence.

Konkurrencen skal munde ud i et eksempelbyggeri med 15 private boliger samt fælleslokaler og udearealer.

- Vi vil gerne gentænke de klassiske bofællesskaber, der ofte består af en række boliger, der ligger i en ring omkring et fælleshus. Seniorbofællesskabet i Naturbydelen skal vise en helt ny vej og sætte standarden for udviklingen af fremtidens bofællesskaber, siger Jørgen Søndermark, projektleder i Realdania By & Byg.

Konkurrence med tre faser
Konkurrencen er en totalentreprisekonkurrence med omvendt licitation. Det betyder, at konkurrencen indledes med prækvalifikation af fire rådgiverhold under arkitektledelse, og med deltagelse af ingeniør og landskabsarkitekt.

Holdene kan med fordel inddrage eksperter, der kan bidrage til at skabe forståelse og indsigt i organisering og vedligeholdelse af fællesskaber og viden om seniormålgruppen.

Efter prækvalifikationen vælger de fire rådgiverhold en totalentreprenør, som kommer til at lede holdet i den efterfølgende konkurrence og realisering.

Konkurrencen består således af tre faser: 1) Forestil jer det, 2) Tegn det og 3) Byg det. Alle fire prækvalificerede hold deltager i fase 1. Herefter udvælges to hold til fase 2, hvorefter der udpeges et vinderhold, der skal opføre seniorbofællesskabet.

Et hverdagsbaseret fællesskab
Konkurrencen og projektet er en del af Realdanias initiativ ’Rum og fællesskaber for ældre’, som har fokus på at forebygge ensomhed blandt ældre gennem udbredelse af nye seniorbofællesskaber.

Projektet skal blandt andet gentænke relationen mellem fællesarealer og den private bolig, så der skabes et hverdagsbaseret fællesskab, hvor fleksible rammer er med til at understøtte, at beboerne føler sig hjemme – også når de er sammen med deres naboer. Forholdet mellem inde- og udearealer er også et fokuspunkt, så adgangen til den attraktive natur, der allerede er udviklet i Naturbydelen, udnyttes bedst muligt.

Seniorbofællesskabet skal også være tilgængeligt og åbent for mennesker med forskellige ressourcer - økonomisk som menneskeligt. Desuden er det et krav, at projektet skal kunne realiseres indenfor en relativt snæver økonomisk ramme, så det bedst muligt kan inspirere markedet til at udvikle bofællesskaber.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109