23948sdkhjf

Rationel Vinduer slår omsætningsrekorden

Vinduesfabrikken står samtidig bag det bedste resultat i Dovista-gruppen, hvor Velfac til gengæld taber 44 millioner kroner på bundlinjen

Rationel Vinduer nyder tilsyneladende godt af travlheden i byggebranchen.

I hvert fald kan den midtjyske vinduesfabrik præsentere det bedste regnskab i en årrække målt på omsætning og resultat før skat.

I 2017 havde Rationel Vinduer et overskud på 53 millioner kroner før skat - 47 millioner mere end i 2016. Derudover steg omsætningen med næsten 140 millioner og nåede således op på næsten 1,2 milliarder kroner i 2017. 

Rationel Vinduer udtaler sig ikke om regnskabsresultater. Ud fra tidligere årsregnskaber kan man dog se, at omsætningen er den højeste i virksomhedens historie. 

I ledelsesberetningen skriver virksomheden da også, at regnskabsåret har levet op til forventningerne, og resultatet derfor anses for tilfredsstillende.

Stabil vækst i koncernen 

Rationel Vinduer er ejet af Dovista-gruppen som er en del af VKR-koncernen. 

Som Wood Supply tidligere har fortalt, kom også VKR Holding godt ud af 2017 med en omsætningsrekord. Indtjeningen før skat faldt imidlertid med 188 millioner kroner.

- Vi oplever en stabil vækst i vores aktiviteter, men har i 2017 foretaget ekstraordinært store investeringer over driften til at forbedre vores fremtidige kapacitet og markedspositioner. Derfor falder resultat en smule, som vi også allerede forudsagde i vores forventninger til 2017, lød det dengang fra administrerende direktør Mads Kann-Rasmussen.

Velfac øger omsætningen, men taber på bundlinjen

Foruden Rationel Vinduer tæller Dovista-gruppen også de danske vinduesproducenter Velfac, O.H. Industri og Partas, der er ejet af O.H. Industri. 

Også de to sidstnævnte er kommet godt ud af 2017. O.H. Industri når således et årsresultat før skat på næsten 18 millioner kroner mod 10,5 millioner kroner i 2016, mens Partas' årsresultat ender på 5,7 millioner kroner før skat mod en halv million kroner i 2016. 

Hos Velfac ser udviklingen anderledes ud. Virksomheden kom ud af 2017 med et overskud på 47 millioner kroner før skat - 44 millioner kroner mindre end i 2016, hvor overskuddet lød på 91 millioner kroner.

Det sker på trods af, at omsætningen er steget med 26 millioner kroner. 

Usikre konjunkturer

I ledelsesberetningen skriver Velfac, at virksomheden i 2017 har gennemført omstruktureringer, herunder overdragelse af de svenske og engelske aktiviteter fra Velfac til Dovista.

Regnskabet har derfor levet op til forventningerne og anses for "tilfredsstillende".

2018 er ifølge beretningen præget af "usikre konjunkturer". Alligevel forventer ledelsen, at årsresultatet vil være på niveau med 2017. Ligeledes forventer Rationel Vinduer et resultat på niveau med 2017.

Rationel Vinduer A/S
mio. kr. 2017 2016
Nettoomsætning 1.165 1.027
Resultat af ordinær primær drift 52 -4
Resultat før skat 53 6
Årets resultat 43 6
Balancesum 331 290
Egenkapital 108 74
Antal ansatte 74 70
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017.

Velfac A/S
mio. kr. 2017 2016
Nettoomsætning 1.118 1.092
Resultat af primær drift 48 95
Resultat før skat 57 114
Årets resultat 47 91
Balancesum 366 385
Egenkapital 127 150
Antal ansatte 112 100
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017.

O.H. Industri A/S
t. kr. 2017 2016
Bruttofortjeneste 50.650 43.970
Resultat af primær drift 14.418 10.607
Resultat før skat 17.979 10.564
Årets resultat 14.824 8.255
Balancesum 77.286 68.008
Egenkapital 33.272 26.665
Antal ansatte 72 64
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017.

Partas A/S
t. kr. 2017 2016
Bruttofortjeneste 20.116 7.386
Resultat før skat 5.733 492
Årets resultat 4.471 383
Balancesum 20.316 17.861
Egenkapital 13.631 9.160
Antal ansatte 34 34
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063