23948sdkhjf

Holbæk Sygehus: Drone hjalp med at undgå større tagbrand

Frivillige brandmænd og en drone spillede en meget vigtig rolle ved slukningen af branden på Holbæk Sygehus i nat.

Det skriver DR Sjælland.

- Vi har en meget avanceret beredskabsdrone, som både kan give os billeder fra luften, men også kan give os billeder fra et termisk kamera, så vi kan se, hvordan branden udvikler sig. Den var rigtig nyttig i mange situationer i nat, siger Lasse E. Hansen, der er beredskabschef for Vestsjællands Brandvæsen.

Mens op mod 100 brandfolk kæmpede for at slukke branden i vaskeriet på Holbæk Sygehus midt i Holbæk by, brugte nogle af de frivillige brandmænd en drone til at undgå en større tagbrand.

- Vi havde nogle problemer med en tagbrand på kedelbygningen. Der kunne vores dronefolk meget tidligt fortælle os, at der var noget i gære. Det betød, at vi hurtigt kunne sætte ind og få taget branden i opløbet, inden vi fik en total tagbrand, siger Lasse E. Hansen til DR Sjælland.

Lasse E. Hansen er meget glad for det arbejde, brandfolkene med dronen udførte:

- Det er imponerende, at vi har nogle frivillige, der har en så avanceret drone, og de møder op hver evig eneste gang, vi har brug for dem. Stor ros til dem ligesom der også er stor ros til resten af brandmandskabet herude, siger han.

Alarmen om branden, der spredte sig over 4.000-5.000 kvadratmeter på Holbæk Sygehus, lød lidt før midnat.

Branden startede i vaskeriet og har så bredt sig til lagerlokaler og en administrationsbygning. Der er ingen personskader, men omfattende bygningsskader.

Flammer og gløder er nu slukket, og Vestsjællands Brandvæsen forventer, at efterslukningen af branden vil være færdig først på aftenen.

Det er hurtigere end forventet, men Vestsjællands Brandvæsen har også - udover de mange brandfolk - hentet slukningskøretøjer fra Gentofte og Gladsaxe.

- Der har været rigtig mange i gang og alle har ydet en kæmpe indsats, siger Lasse E. Hansen til DR Sjælland.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141