23948sdkhjf

Underskrevet: Trecifret millionkontrakt skal sikre dansk kulturarv

Projekteringsfasen af et nybyggeri til Det Kongelige Bibliotek og Nationalmuseet er nu klar til at gå i gang.

Det har længe været på tegnebrættet, at den nordjyske specialist i erhvervsbyggeri DS Flexhal skulle stå bag stort nybyggeri, der skal huse samlinger fra Det Kongelige Bibliotek og Nationalmuseet i Frederikssunds nye byudviklingsområde, Vinge.

Men nu er den endelige kontrakt på 263 mio. kr. underskrevet, og det markerer, at projekteringsfasen af fællesmagasinet kan gå i gang.

- Vi er meget glade for endelig at have underskrevet kontrakten, så vi kan komme ud af startklodserne og i gang med planlægningen. Vi er specielt glade for at være med til at puste nyt liv i byudviklingsprojektet i Vinge med et smukt og markant byggeri i et nyt område, der kommer til at huse så meget historie, siger administrerende direktør i DS Flexhal Kent Hejn Kristensen i en pressemeddelelse.

Han er ikke den eneste, der tripper for at komme i gang med projektet og tage første spadestik:

- Vi ser meget frem til at komme i gang med byggeriet. Magasinerne vil skabe en sikker og optimal ramme om kulturarven fra to store institutioner, og magasinerne vil, når de står færdige, rumme stort set alle typer af genstande fra knappenåle og kanoer til hestevogne, manuskripter og førsteudgaver af sjælden litteratur, som har national betydning, siger enhedschef for Projektering og Projektledelse i Slots- og Kulturstyrelsen, Ann-Pia Puggaard.

Magasinbyggeriet forventes at stå færdigt i midten af 2021, og det samlede areal kommer til at være på mere end 20.000 kvadratmeter, hvoraf bygningerne dækker et areal på cirka 17.300 kvadratmeter.

Totalentreprisekontrakten omfatter både projektering og udførelse, herunder også levering og montering af eksempelvis reol- og opbevaringsløsninger og tekniske hjælpemidler og andet materiel fra tre eksterne rådgivere; Gottlieb Paludan Architects, MOE Rådgivende Ingeniører og Bruynzeel Storage Systems.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.118