23948sdkhjf

Dansk Beton: Monsterregn kræver flere tiltag

Udsigten til flere voldsomme skybrud i fremtiden stiller krav om nye løsninger, der kan håndtere vandmasserne. Det er det nye Danva-domicil i Skanderborg et godt eksempel på.
Skybruddene har nærmest stået i kø over Danmark i løbet af sommeren. Det har sendt kloaksystemerne på overarbejde og resulteret i omfattende oversvømmelser med skader i milliardklassen.

Med udsigt til en stigning i regnmængden på 30 % over de næste år stiller det krav om løsninger, der kan forebygge og begrænse oversvømmelser i fremtiden.

- Alternative forslag som at dreje nedløbsrørene en halv omgang, så regnvandet løber ud i gaderne, eller at oversvømme boldbaner har fået stor fokus i medierne. Men den type lokal nedsivning er ikke løsningen ved skybrud. Især ikke i byerne, hvor de grønne arealer til lokal nedsivning er begrænsede. Derfor er der ingen vej uden om investeringer i større kloakkapacitet og flere opsamlingsbassiner, forklarer René Kjærsgaard-Nielsen, der er formand for Dansk Beton, som er en sektion i Dansk Byggeri.

Generelt set er det dog en god idé at kombinere større kloakkapacitet og flere overløbsbassiner med lokal nedsivning på arealer, hvor det er muligt, mener han. På den måde opnår kommunerne bæredygtige løsninger for både økonomi og miljø.

Store gevinster ved strategisk investering
Netop økonomi og finansiering af forbedret regnvandshåndtering er et centralt tema i landets kommuner. Men ifølge Michael Rasmussen, der er lektor ved Institut for Byggeri & Anlæg på Aalborg Universitet, er der god økonomi i at investere i større rør og strategisk udbygning af kloaknettet, hvor der er størst behov.

Samtidig kan det eksisterende net udnyttes mere optimalt gennem en bedre styring af, hvor vandmængderne ledes hen.

- Kommunerne får rigtig meget ud af de sidste kroner, der lægges i større kloakrør, når de gamle rør alligevel skal renoveres, eller når der bygges nyt. Etablerer man samtidig et system, som flere kommuner allerede har, hvor spildevand og regnvand løber i hvert sit rør, er gevinsten desuden mere effektive rensningsanlæg samt mindre risiko for oversvømmelse med forurenet vand. Det giver renere vandløb og bedre badevand, pointerer Michael Rasmussen.

Aarhus Kommune er blandt dem, der allerede er i gang med at etablere et system med to separate kloakrør. Samtidig bygger kommunen en række kæmpestore bassiner til opsamling af regnvand i midtbyen, hvor det er dyrt og vanskeligt at omlægge til to rør.

Nedsivning er ikke uden risiko
Kombinationen af forskellige løsninger er afgørende for at sikre den mest optimale håndtering af de øgede regnmængder. Men den ideelle løsning i én kommune er ikke nødvendigvis den mest hensigtsmæssige et andet sted i landet, påpeger Michael Rasmussen.

- Det er vigtig med en nuanceret debat, hvor der tages hensyn til de konkrete forhold og ikke lægges op et valg mellem enten udbygning af kloaknettet eller øvrige løsninger. Udbygning af kloaknettet kan være en stor opgave, men lokal nedsivning i byerne er heller ikke uden problemer, da det kan påvirke grundvandsstanden og i værste fald føre til indsivning gennem bygningernes funderinger og kældre, forklarer han.

Prisbelønnet byggeri som inspiration
Et godt eksempel på en bæredygtig kombination af forskellige løsninger er det nye domicil for Danva, Dansk Vand- og Spildevandsforening, i Skanderborg. Byggeriet blev tidligere på året belønnet med Dansk Betons "Bæredygtig Beton Pris" for kreativ brug af beton, der bidrager til en miljørigtig og fremtidssikret håndtering af regnvand.

- Byggeriet illustrerer på fornemmeste vis, hvordan beton kan indgå i alternative løsninger til at håndtere øgede regnmængder. For eksempel ledes vandet fra P-arealet videre til et bassin, hvor det filtreres inden nedsivning. Samtidig fungerer en del af P-arealet som overløbsbassin ved voldsomme regnskyl, så Danva ikke belaster kommunens kloaksystem, men frigør ekstra kapacitet, forklarer René Kjærsgaard-Nielsen.

Domicilets øvrige bæredygtige løsninger omfatter blandt andet opsamling af regnvand fra taget i en række vandbede. Herfra ledes vandet videre af vandrender til et vådområde, hvor vandet kan sive ned.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125