23948sdkhjf

Ingeniørspirer giver bæredygtige bud på Hvidovres kunstige øer

Holmene, som er Hvidovre Kommunes vision om at etablere et nyt gigantisk erhvervsområde på ni kunstige øer, har fået stor opmærksomhed i ind- og udland siden offentliggørelsen i januar. I særlig grad blandt ingeniører. 

Hen over sommeren har 34 ingeniørstuderende fra Danmark, Norge, Sverige og Storbritannien arbejdet med at udvikle nye innovative løsninger, som kan være med til at gøre Holmene til et bæredygtigt erhvervsområde. Det skriver Hvidovre kommune i en pressemeddelelse. 

Ingeniørspirerne havde takket ja til at deltage i Cowi Try, ingeniørvirksomhedens sommerjobprogram, hvor selskabet spotter talenter og udforske potentialet for nye, kreative løsninger. Årets innovationsprojekt var Holmene, som Cowi har været rådgiver på. 

- De studerende har blandt andet undersøgt, hvordan Holmene kan forsyne 150.000 husstande med grøn energi, og hvordan kyststrækningen dels kan klimasikre Holmene og Storkøbenhavn, dels understøtte biodiversiteten i området. Det er frugten af det arbejde, vi er blevet præsenteret for i dag, siger Ulf Kjellerup, seniormarkedsansvarlig i Cowis vand- og miljødivision samt projektleder på Holmene, i pressemeddelelsen.  

vil sætte arbejdet på skinner
Efter at have arbejdet med Holmene i seks uger var de studerende sidste uge klar til at præsentere deres oplæg for hinanden samt for Gert Nelth, direktør i Hvidovre Kommune, Rasmus Ødum, COO i Cowi, og Ulf Kjellerup. 

- De studerende kom blandt andet med bud på, hvordan tog og skinner kan spille en rolle, når der skal køres jord til Holmene, hvordan virksomhederne via en webportal kan udnytte hinandens ekspertiser til at blive mere bæredygtige, og hvordan Holmene kan klimasikres via en oppustelig gummidæmning, siger Gert Nelth om ingeniørspirernes betragtninger. 

Hvidovre Kommune er i øjeblikket i gang med næste skridt af arbejdet med Holmene. Kommunen er i dialog med mulige investorer, som skal være med til at danne det selskab, der skal stå for at igangsætte arbejdet med Holmene. Sideløbende er Hvidovre Kommune i dialog med Erhvervsstyrelsen med henblik på at få lavet en anlægslov for Holmene. Forventningen er, at arbejdet med at etablere de ni kunstige øer kan igangsættes indenfor to til tre år.

Fakta: Avedøre Holme

- Avedøre Holme, Danmarks største industriområde, udvides med 9 kunstige øer
- Første spadestik i 2022, området udvikles frem til 2040
- Holmene udvikles i etaper, og første holm forventes færdig i 2028
- Opfyldningen til Holmene sker ved hjælp af 26 mio. kbm overskudsjord fra byggerier i Storkøbenhavn, herunder fra metrobyggeriet
- Holmene vil skabe plads til op imod 380 nye virksomheder og 12.000 nye jobs
- Holmene er estimeret til at bidrage med op til 7.2 mio. euro i økonomisk vækst
- Holmenes 'Green Tech Island' skal producere energi (elektricitet og varme) til 150.000 husstande i københavnsområdet
- Holmene vil tilføje 700.000 kvm bynær natur, herunder 17 km ny kystlinje

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141