23948sdkhjf

Lokale skal restaurere Nyborg Slot indvendigt

Der er nu – efter en tre måneder lang udvælgelsesproces – sat navn på de håndværkere og entreprenører, der har vundet udbuddet om at stå for den anden etape af den omfattende restaurering af Nyborg Slots vestfløj "Kongefløjen". 

Det oplyser Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Hvor den første etape gik på restaureringen af den gamle borgs imponerende facade og enorme tag med håndstrøgne tegl, så koncentrer den anden etape sig om den indvendige restaurering og konservering af kongeborgen, hvor Danmarks første håndfæstning blev underskrevet og beseglet af Erik Klipping i 1282. 

Vinderne af udbuddet er:

Murerentreprise: Murermestre Aage Pedersen & Søn 

Tømrerentreprise: Dreier & Co. Nyborg A/S 

Malerentreprise: Fynske Farver A/S 

VVS-entreprise og ventilationsentreprise: Ole Hemmingsen VVS ApS 

El-entreprise: Nyborg El ApS 

Snedkerentreprisen er i et udbud for sig selv, og det bliver afgjort i slutningen af april måned. Snedkeropgaven vil blandt andet omfatte nye døre og en ny trappe i det sydlige hjørnetårn.

– Det er en utrolig spændende fase, vi går ind i, for nu går vi i gang med de mange rum fordelt over fire forskellige stokværk, hvor tre af dem kommer til at huse de udstillinger, som Østfyns Museer er i gang med at forberede. Men rummene er i sig selv den væsentligste del af fortællingen om Nyborg Slot, for historien er malet på væggene, og man finder den i hver en krog af den gamle borg, siger projektchef Mads Falbe-Hansen, Slots- og Kulturstyrelsen.

– Vi er glade for, at vi kan fortsætte det gode samarbejde med en række af de lokale håndværkere, der også var med på første etape af restaureringen, og samtidig siger vi et stort velkommen til de nye håndværkere og entreprenører, der skal være med i den næste etape, tilføjer han. 

Den anden etape kommer til at fokusere på eksempelvis etablering af nye etagedæk, nye elinstallationer i hele bygningen, solide plankegulve, nye tegl- og klinkebelagte gulve, samtlige vægge og lofter bliver restaureret, og de flotte, håndmalede mønstre på væggene bliver lagt i kyndige konservatorers hænder.

Anden etape af restaureringen af Nyborg Slot går i gang i slutningen af april måned, og det forventes, at arbejdet er afsluttet til november 2021.

Projekt Nyborg Slot er udviklet i et samarbejde bestående af VMB Arkitekter, Jaja Architects og Cubo Arkitekter med det rådgivende ingeniørfirma Søren Jensen og landskabsarkitektvirksomheden Schønherr.

Projektet er et partnerskab bestående af Nyborg Kommune, Realdania, A.P. Møller Fonden og Slots- og Kulturstyrelsen i samarbejde med Østfyns Museer.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11