23948sdkhjf

Vil investere 173 milliarder: Nu præsenterer regeringen sin plan for infrastrukturen

Torsdag middag løfter regeringen sløret for sin længe ventede infrastrukturplan. Det sker på et pressemøde kl. 12 med en ministertrekløver af transport-, finans- samt indenrings- og boligministeren.

I alt har regeringen afsat 173,5 mia. kr., som skal investeres over de næste 15 år, lyder udspillet.

Til sammenligning ønskede den tidligere VLAK-regering i sin 2019-infrastruktur-aftale at investere 110 mia. kr. i infrastrukturen over 10 år.

I sit udspil oplister Socialdemokratiet en hel række konkrete projekter med både motorveje, landeveje og tuneller på tegnebrættet.

Blandt de dyreste projekter er en 3. Limfjordsforbindelse til lige omkring 7 mia. kr., en Marselistunnel ved Aarhus til 2,7 mia. kr., forlængelse af Kalundborgmotorvejen til knap 2 mia. kr. og en udbygning af E45 Aarhus S - Aarhus N til 1,7 mia. kr. og en opgradering af Hillerødmotorvejen til 1,3 mia. kr.

Desuden ønsker regeringen at igangsætte forundersøgelse af en Als-Fyn-forbindelse, som skal forbinde Bøjden med Fynshav og har en anslået pris på 22,4 mia. kr., hvis den føres ud i livet.

Yderligere vil regeringen afsætte 6,5 mia. kr., målrettet en særlig mobilitetspulje til mindre trafikprojekter: Det er eksempelvis til rundkørsler, omfartsveje, motorvejstilkørsler og overhalingsspor på landeveje, som skal sikre bredere fremkommelighed.

Svære forhandlinger venter

Regeringen skal nu forhandle med Folketingets øvrige partier, og forhandlingerne ventes at begynde i næste uge.

Transportminister Benny Engelbrecht har flere gange betonet, at han søger et så bredt politisk forlig som muligt, men det kan blive sværere end som så. 

Enhedslisten melder eksempelvis helt nej tak til motorveje:

- De er ikke groet i Enhedslistens baghave, siger transportordfører Rasmus Vestergaard Madsen.

- Nu sætter vi os lige til forhandlingsbordet. Men det er klart, vi har hakkejernet med. Og en 3. Limfjordsforbindelse er et no-go for os. Nu må vi se, hvad processen bliver. 

Licitationen - Byggeriets Dagblad har i december som optakt til infrastrukturforhandlingerne spurgt de største partier i Folketinget om deres ønsker i et kommende forlig, og her tegnede sig et tydeligt skel:

Partier til højre for midten ønsker motorveje, nye såvel som udbygninger, og vil modarbejde skinneprojekter, heriblandt projekter fra Togfonden, hvori der oplistes en hel række milliarddyre jernbanebaneprojekter.

Til venstre for midten tales der til gengæld for mere kollektiv transport, jernbaneprojekter i Togfonden og cykelstier.

Langt forløb ligger forud

Som skrevet ligger der adskillige udskydelser bag torsdagens længe ventede udspil.
I starten af 2019 præsenterede Socialdemokratiet sin 70 mia. kr. store plan for de næste 10 års infrastruktur, og den daværende VLAK-regering samt DF kom på banen nogle måneder efter med en investeringsplan på 110 mia. kr.

Begge dele blev kastet til side ved regeringsskiftet, da transportminister Benny Engelbrecht ønskede at starte med ”et blankt papir”.

Forhandlingerne er siden udskudt igen og igen, da regeringen løbende har villet afvente nye forhandlinger om blandt andet finanslov og grøn transport samt høringer.

Senest en folketingshøring om Eldrup-rapporten, da input herfra skulle indgå i forhandlingerne.

Opdateres...

Artiklen er en del af temaet Infrastrukturforlig 2021.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096